Af Redaktionen   Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet

For første gang er en næbhval af arten småhovedet hval strandet i Danmark, det skete fredag ved Lakolk på Rømø.

Da det er vinterferie, var der fredag en del mennesker på stranden ved Rømø. Og det var et sjældent syn, der mødte de nysgerrige strandgæster ved Rømø.

– Det er første gang, at vi ser en hval af denne art i Danmark. Så det er vildt sjældent, siger Charlotte Thøstesen, der er biolog ved Fiskeri- og Søfartsmuseet, til TV SYD.

Næbhvaler er én af de familier af tandhvaler, som man ved mindst om her i Danmark. Det er hvaler, som man sjældent ser i danske farvande. Og denne art, der på latin hedder Ziphius cavirostris, er aldrig blevet observeret før i Danmark. Derfor bliver det ifølge biologen også interessant at se, hvad obduktionen af hvalen viser.

Den strandede småhovedet hval er målt til at være omkring seks meter, hvilket viser, at det er en voksen hval. Hvalens tilstand var overraskende god, da den strandede, hvilket kommer til at betyde meget for obduktionen og dissektionen.

For jo friskere hvalen er, desto flere informationer kan vi få ud af hvalen, når vi obducerer den, fortæller biologen.

Næbhvalen ligger nu på Fiskeri- og Søfartsmuseet, hvor den skal ligge weekenden over.

På mandag skal obduktionen foregå, hvor fagfolk fra hele landet vil deltage.

Kilde: TVSYD