Af Redaktionen

Tommy Kenter præsenterer i Sceneriet under Det Ny Teater sin helt egen version af et standup-show, når han fra den 15. marts 2020 byder på TOMMY KENTERS KENTEX STAND-UP. Her vil han forsøge at besvare spørgsmålet: ”Hvorfor dog stå og råbe folk ned i hovedet?” Det bliver hans første standup-show, hvor han optræder som sig selv gennem hele showet.

Tommy Kenter – nu med spillemand
Tommy Kenter har på sin vis beskæftiget sig med standupcomedy, inden det blev et velkendt begreb i Danmark – nærmere betegnet fra 1980. Dengang benyttede han sig dog – som skuespiller – af det greb at spille forskellige karakterer, som med skiftende held kastede sig ud i standup-disciplinen; fx Rudy Kleützner, Alf Velling og Kjeld Kloborg.

I TOMMY KENTERS KENTEX STAND-UP vil han dog afstå fra at benytte disse virkemidler og i stedet fremstå som sig selv for første gang i et standup-show. Her vil Tommy Kenter belyse emnet: Hvad er det i et menneskes opvækst, der gør, at man vælger en så usikker og tornbelagt levevej som at stå og råbe folk ned i hovedet – som ifølge ham er skuespillerens metier.

Tommy Kenter spillede sin sidste store, bærende teaterrolle i Spillemand på en Tagryg på Det Ny Teater i efteråret, hvor han modtog store roser af både anmeldere og publikum for sin hovedrolle som mælkemanden Tevye. Tommy Kenter kan dog ikke helt slippe spillemanden og har derfor – og på grund af sin store kærlighed til musik – inviteret spillemanden på tagryggen fra forestillingen, Piotr Gasior, til at assistere ham under showet. Tommy Kenter vil derudover akkompagnere sig selv på flygel.

TOMMY KENTERS KENTEX STAND-UP kan opleves i Sceneriet under Det Ny Teater fra den 15. marts til den 31. marts 2020.