Af Redaktionen   Kilde: FDM

Skal I en tur på stranden i morgen, så husk at hold de fedtede solcremefingre fra overfladerne i bilen!

Solen er endelig over os igen, og den vil med sikkerhed få mange danskere til at smøre kroppen ind i solcreme og køre til stranden. Men det kan være en dårlig cocktail, hvis du ikke er forsigtig, advarer FDM.

– Solcremen kan hurtigt skade lakken på din bil, siger Peter Sahl, der er tekniker i FDM og har bilpleje som speciale.

– Allerede efter få timer i stærk sol kan man se forandringer i lakken på nogle biler.

– Vi anbefaler, at man fjerner solcremen fra lakken, når man opdager det, lyder det vigtigste råd fra Peter Sahl.

Jo længere tid den får lov at sidde på bilens lakering, desto værre. Venter du for længe, risikerer du at ødelægge lakken, og så er eneste udvej at få foretaget en ny lakering.

Peter Sahl sammenligner solcremeskaderne med fugleklatter, der har siddet for længe.

– Det er vores erfaring, at det er ikke nok at tørre solcremen af. Og det betyder, at man altid skal bruge særlige rensende produkter med slibemiddel.

Har du ikke rensende kemikalier ved hånden, idet du opdager de fedtede aftryk på bilen, er der ingen grund til at haste hjem. Du kan sagtens vente med det store poleringsarbejde, så længe du hurtigt fjerner det værste med en våd klud.

Er knofedt ikke nok til at redde lakeringen på din bil, kan du give opgaven videre til et professionelt bilplejecenter.

Kan også skade kabinen
Solcreme er ikke kun til skade for bilens ydre. Også indvendigt gør du klogt i ikke at fedte for meget rundt med solcreme.

Plast- og læderoverflader tåler nemlig heller ikke de store mængder titandioxid, der er indeholdt i solcreme, og som reagerer kraftigt i varme.

Derfor er det også fornuftigt at røre ved så lidt som muligt i kabinen og tørre rattet af, når du kører hjem efter en badedag på stranden.