Af Lene Memborg 

Efterårsferien lakker mod enden, og det betyder, at der i dag vil være ekstra pres på de danske veje. Det betyder også, at man skal regne med kø i flere dele af landet. Det skriver Vejdirektoratet.

Her har man udgivet et kort, så man mere specifikt kan se, hvor i landet, der forventes kø og tæt trafik. Specielt de store sommerhusområder ser ud til at blive hårdt ramt, og i vores område er det klart i og omkring Blåvand, Vejers, og Henne. Så Vestkystvejen og vejene ind mod Varde vil være udsatte i dag.

Men den strækning, hvor der forventes tættest trafik og decideret kø, er dog på E45 Sønderjyske Motorvej – og det gælder både til og fra grænsen til Tyskland.

Samtidig kan man også forvente kø ved selve grænsen grundet kontrol på stedet.

Blandt andre steder, man kan forvente tæt kørsel og mulig kø, kan nævnes to steder i det nordjyske. Det drejer sig om rute 40 ved Skagen og rute 55 ved Løkken og Blokhus.

Også i det vestjyske kan man køre ind i kø eller tæt trafik – det gælder især på rute 11 ved den jyske vestkyst.

Måske ikke så overraskende kan det store efterårsferie-ryk også mærkes på Fyn.

På store dele af E20 Fynske Motorvej skal man lørdag forvente en øget mængde trafik.

Kun et enkelt sted i det sjællandske forventer Vejdirektoratet for alvor, at trafikken bliver tæt. Det drejer sig om rute 237 mellem Hornbæk og Tisvildeleje i det nordlige af Sjælland.

Hvis man skal ud og køre på de nævnte veje lørdag, så bemærker man fra Vejdirektoratets side, at det forventes, at trafikken er tungest mellem klokken 11-14.