Af Redaktionen
Harboes Bryggeri havde oprindeligt en forventning om, at man vil komme ud med et overskud for 2019/2020 på fem til 10 millioner kroner.
Men i stedet forventer bryggeriet nu et kæmpe million-underskud, skriver Finans.
Allerede i oktober meddelte bryggeriet, at det frem for et år med overskud ville blive et underskud i størrelsen af 20-30 millioner kroner, men nu meddeler Harboes Bryggeri, at man forventer et underskud på omegnen af 40-44 millioner kroner for dette årsregnskab, der løber fra maj til april oplyser bryggeriet i en udsendt selskabsmeddelelse.
Den store nedtur for bryggeriet skyldes flere ting, deriblandt også corona-krisen:
-Det har været et særdeles udfordrende år for Harboes Bryggeri A/S, hvor vi har været påvirket af en række både markedsmæssige og ledelsesmæssige udfordringer, som betyder, at vores resultater bestemt ikke bliver tilfredsstillende, fastslår Søren Malling, der er administrerende direktør i Harboes Bryggeri.
De ledelsesmæssige udfordringer, som Søren Malling påtaler, er, at der har været uenighed om den fremtidige strategi for bryggeriet. Det fik i december den daværende administrerende direktør Karina Harboe Laursen til at forlade bryggeriet.
Bryggeriet er dog også hårdt ramt af corona-krisen, der har medført, at man har lukket ned for grænsehandlen, hvor Harboe har et stort marked. Derudover er de ændrede indkøbsvaner hos de almindelige forbrugere også noget, der har påvirket Harboes omsætning i en negativ retning.
Derudover er der nogle tilpasninger af bryggeriet, som bliver dyrere end hidtil forventet.
Ledelsen og bestyrelsen har dog, på trods af det dårlige årsregnskab, allerede nu positive forventninger til regnskabet for 2020/2021.