Af Redaktionen.
Den traditionelle vognkørsel med studenter, har fået grønt lys af regeringen og folketingets partier. Derfor kan årets studenter altså se frem til at afslutte deres uddannelse, med den gamle tradition, og fejre deres afsluttende eksamener.
De pyntede busser og lastbiler med glade feststemte unge mennesker der årligt pryder bybillederne over hele landet, var ellers truede af covid-19. Dog skal festlighederne foregå klassevist og med hensyn tagen til den nuværende situation. De nærmere retningslinjer for forsvarlig gennemførsel af arrangementerne er under udarbejdelse.
”For de unge er studenterkørslen helt uden sammenligning den vigtigste begivenhed, og derfor er det glædeligt at de unge får lov til at sætte et festligt punktum for deres uddannelse og i øvrigt for et svært forår i Coronaens tegn. Det er så velfortjent. Vognkørsel er en stor oplevelse, man kun har én gang i livet,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.
Af hensyn til smittetrykket skal der tages forholdsregler i forbindelse med fejring af afslutninger på uddannelser som translokation, dimissioner og lignende arrangementer. Her bør fejringerne foregå ved, at man kun samles klassevist og holdvist – og ikke i større forsamlinger. Der vil dog være mulighed for, at nærmeste familie også kan deltage.
Retningslinjerne for både studentervognkørsel og andre afslutningsarrangementer for hele uddannelsesområdet vil blive drøftet med sektoren og ventes at være klar inden for de næste dage.