Af Redaktionen      Illustrationsfoto

Når kampen mellem Team Esbjerg og Herning-Ikast Håndbold spilles på onsdag den 9. marts, er der to vigtige point på spil, men vi vil også gerne rette fokus på den aktuelle situation i Ukraine.

Torsdag den 24. februar indledte Rusland et omfattende angreb i Ukraine, og på nuværende tidspunkt er mere end en million mennesker blevet fordrevet fra deres hjem. Lande som Polen, Ungarn og Rumænien har allerede modtaget mere end en million flygtninge, og der kommer også flygtninge til Danmark.

Ukraines regering har beordret mobilisering af alle landets værnepligtige og medlemmer af reserven. Det betyder, at ingen mænd mellem 18 og 60 år må forlade landet. Derfor er det primært kvinder, børn og ældre, der flygter ud af landet.

På baggrund af den igangværende konflikt er Team Esbjerg og Herning-Ikast Håndbold gået sammen om at indsamle støtte for at bakke op omkring den humanitære indsats i Ukraine.

Spillerne fra Team Esbjerg og Herning-Ikast Håndbold støtter op, og de to klubber donerer også et beløb til sagen. Derudover opfordrer klubberne alle tilskuere til kampen, at de også bakker op omkring dette initiativ og støtter befolkningen i Ukraine.

Man kan støtte med et fast beløb på kr. 50 eller kr. 100 via MobilePay 71718.

Det indsamlede beløb går ubeskåret videre til Røde Kors og Red Barnet.