Af Ebbe Salomonsen Foto: Ebbe Salomonsen og Thilde Fjord Madsen

Thilde Fjord Madsen er på vej videre! Hun er nemlig blevet optaget på verdensmusiklinjen på musikkonservatoriet i Göteborg i Sverige.

Thilde Fjord Madsen afsluttede sin bachelor i 2019, og er nu i gang med sin kandidat på Esbjerg musikkonservatorium, hvor hun læser rytmisk musik med speciale i sang. Opholdet i Sverige skal derfor underbygge hendes kandidatuddannelse.

Thilde Fjord Madsen er meget spændt på flytningen. Hun er ved at lede efter bolig i Göteborg sammen med Frederik Mensink, som skal på udveksling samme sted.

Hun har hørt meget godt om skolen, og kender samtidig nogle danske musikere, som tidligere har gået på skolen.

Udover dette kender hun ikke så meget til skolen. Hun ved dog at det kræver en bestået optagelsesprøve at komme ind, og at det er de meget dygtige musikere, som går på skolen.

Verdensmusiklinjen er Thildes helt store interesse, og på opholdet i Sverige vil hun særligt fokusere på henholdsvis arabisk-, bulgarsk- og svensk- folkemusik.

Fokusset på netop disse former for folkemusik er ikke noget tilfældigt valg. Dette kan hun nemlig også bruge i orkesteret JUMA, som er et af Thildes spændende projekter i Esbjerg.

JUMA består af fire medlemmer, og spiller verdensmusik, hvor der er særligt fokus på netop de arabiske toner, som forenes med nordisk folkemusik.

Thilde Fjord Madsen er en dygtig og aktiv ung kvinde i Esbjergs kulturliv, og vi ønsker hende held og lykke med uddannelsen i Sverige!