Af Lene Memborg 

Colombianere anklages for tyverier for i alt 13 millioner på sygehuset i Esbjerg og Herning. Masser af oplysninger fra FBI, Europol og andre myndigheder indgår i stor straffesag der foregår  i retten i Herning i disse dage.

En del af en international kriminel organisation, der skal have stjålet kostbart udstyr på hospitaler, klinikker og sundhedscentre, er tiltalt i en sag ved Retten i Herning.

Her er seks colombianske statsborgere tiltalt for tyveri af sygehusudstyr for 13 millioner kroner fra sygehuset i Herning, skriver Herning Folkeblad onsdag.

Dette kup fandt angiveligt sted i februar. Men de seks er også under anklage for at have forsøgt at begå et tyveri fra Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

De seks er imidlertid blot en del af noget meget større, det antyder et dokument fra det spanske indenrigsministerium, som Herning Folkeblad har haft adgang til.

Det fortæller, at spanske politiagenter indledte efterforskningen i begyndelsen af 2019 af ‘Operation Hipócrates’. Sagen handler om tyverier af hospitalsudstyr i Spanien, Portugal, Frankrig, Tyskland og Danmark.

De stjålne sager skal have en samlet værdi af cirka 450 millioner kroner. De er angiveligt blevet videresolgt både i USA og Europa.

I efterforskningen har deltaget FBI, Europol samt colombiansk og dansk politi.

Kilde: Herning Folkeblad og ritzau