Af Sabina Schmidt     Kilde Forbrugerrådet TÆNK

Stofmundbind er for mange et godt alternativ til engangsmundbind. Der er dog visse ting du skal vide før du køber et stofmundbind

Stofmundbind findes der mange af i handlen, men hvilke skal du vælge, og hvad skal du overveje for du køber stofmundbind?

Stofmundbind kan du bruge, når du er rask og rejser med tog, bus og fly. Stofmundbind kan du også bruge på cafeer og andre steder, hvor myndighederne kræver, at du bærer mundbind.

Stofmundbindene vil beskytte dig i variabel grad, afhængig af hvor godt de filtrerer. En vigtig del af at gå med mundbind er at beskytte andre, hvis du er smittet uden at vide det. Her vil stofmundbindene også være med til at beskytte andre.

Engangsmundbind af typer I, II og IIR giver bedre beskyttelse og myndighederne anbefaler at du bruger engangsmundbind hvis:

 

Hvis du er smittet eller mistænkt smittet

Hvis du er særligt sårbar/øget risiko

Hvis du er (tæt) sammen med en i øget risiko, som ikke er fra din egen husstand

9 ting skal du se efter, når du køber mundbind

Du kan ikke med det blotte øje se på et stofmundbind, om det filtrerer godt. Her er forskellige råd, du kan gå efter

 

Vælg mundbind, som:

Lever op til den Danske Standard, der garanterer, at mundbindet filtrerer effektivt og er fri for uønsket kemi. Kig efter teksten DS 3000:2021 på pakken.

Kan du ikke finde et mundbind med mærket fra Dansk Standard, så gå efter mundbind, der:

Har 3 lag – det giver bedre beskyttelse

Har certificeringer fra andre lande – Et mundbind kan for eksempel have en fransk AFNOR godkendelse

Har blødt stof – Vælg gerne et med bomuld eller andet blødt materiale inderst, så det er behageligt mod huden

Giver mulighed for justering – Vælg et mundbind, der kan justeres, eller hvor der er en god størrelsesguide. Med en størrelsesguide er der større sandsynlig for, at mundbindet passe dig og sidder til.

Sidder til – Jo bedre du kan få mundbindet til at sidde tæt, jo mere trækker du vejret gennem stoffet og dermed bliver mundbindet mere effektivt

Har næseklemme – klemmen er ofte en fordel, særligt hvis du har briller

Kan tåle maskinvask ved min. 60 grader – så det kan vaskes efter myndighedernes anbefalinger

Har elastikker til ørerne

 

Stofmundbind skal ikke være godkendt, og der er ikke krav om, at de skal testes for, hvor godt de virker.

Mundbind, der lever op til den Danske Standard for mundbind, skal filtrere effektivt og være fri for uønsket kemi.

Mundbind, der ikke følger den Danske Standard, må dog stadig godt sælges i Danmark. Du kan genkende mundbind, der lever op til standarden, ved at se efter mærket DS 3000:2021.

 

Reklamerer producenterne med, at mundbind er antibakterielle eller lignende, skal de fortælle hvilket aktivstof, der er brugt.

Covid-19 er en virus og ikke en bakterie, så en antibakteriel effekt rammer ikke virus.

DS 3000:2021 stofmundbind indeholder ikke antibakterielle stoffer.

Mundbind kan have en fugtafvisende overfladebehandling. Det kan være en fordel, at overfladen afviser fugt, da det forhindrer at stofmundbindet bliver gennemvædet, så virus kan trænge igennem stoffet.

Overfladen kan dog være behandlet med fluorstoffer, som er smuds- og vandafvisende. Generelt anbefaler vi ikke fluorstoffer, da de kan være er skadelige for mennesker og natur.

Hvorvidt det vil blive billigere for dig at købe et antal stofmundbind og bruge dem, handler meget om dit personlige forbrug af mundbind, og prisen på det stofmundbind, du vælger.

Stofmundbind er bedre for miljøet end engangsmundbind, mener Danmarks Naturfredningsforening.

Engangsmundbind er ikke genanvendelige, og mange mundbind ender i naturen på grund af overfyldte skraldespande med mere.

Mundbindene indeholder plastik, som i naturen bliver nedbrudt til mikroplast, der kan skade miljøet og vores sundhed. En undersøgelse fra Waste Free Oceans peger på, at engangsmundbind er 450 år om at blive nedbrudt i naturen.

Hvis du vil undgå, at dit engangsmundbind ender i naturen, opfordrer Danmarks Naturfredningsforening dig til at tage dine brugte engangsmundbind med hjem og smider dem ud i din egen skraldespand. Så sikrer du, at mundbindene ikke ender i naturen ved en fejl.