Af Redaktionen

Naturli’ reklamere med at deres produkt ‘smørbar’ er 100 procent plantebaseret. Alligevel er der nu fundet spor af valleprotein i smør-efterligningen.

Veganere gør alt for at undgå at spise, påklæde sig eller benytte produkter, der kommer fra dyr.

Derfor har mange i god tro købt Naturli´s produkt ‘smørbar’, der er et alternativ til det klassiske smør. Men veganerne er blevet snydt, for der er nemlig fundet spor af valleprotein i produktet.

Derfor trækker Naturli’ et parti af varerne med bedst før-datoen 30.08.19 – 27.11.19 tilbage. Produktet er blevet solgt i følgende butikker: Bilka, Føtex, Netto, Nemlig.com, MENY, SPAR, LETKØB, Løvbjerg, ABC Lavpris, IRMA, SuperBrugsen, Kvickly, Fakta, DagligBrugsen, Lidl, Aldi og REMA1000.

Udvundet af mælk
Det store problem ligger i, at valleprotein bliver udvundet af mælk, og derfor er det ikke vegansk. Samtidig kan folk, der er allergiske overfor mælkeprodukter, blive syge af at spise det.

Produktet er blevet produceret af Grønvang Foods Aps i Vejen, og selv mener Naturli’, at det er hos Grønvang Food, at fejlen ligger.