Af Redaktionen   Foto; Privat

16 timer forventer Esbjerg Kommunes veterankoordinator, René Lenskjold, at det vil tage ham at gå 100 km rundt om Lergravssøen i Esbjerg den 2. og 3. september. Dermed er der god tid til at komme og få en snak med veterankoordinatoren om hans arbejde for de tidligere udsendte.

Det kan måske lyde, som en helt vanvittig idé – en 100 km Veteran Challenge/Walk and Talk – Men ikke desto mindre er Esbjerg Kommunes veterankoordinator René Lenskjold klar til at gå langt for at hjælpe de tidligere udsendte.

-Med den her 100 km Veteran Challenge og Walk & Talk, vil vi gerne skabe opmærksomhed omkring veteranarbejdet i Esbjerg Kommune. Der er så mange frivillige foreninger som dagligt knokler for at hjælpe de tidligere udsendte og deres pårørende fra både Forsvaret, Hjemmeværnet, Politiet, Beredskabsstyrelsen og fra sundhedspersonalet, forklarer René Lenskjold.

Mød op og vær med (bare lidt af vejen)

Veterankoordinatoren er selv tidligere udsendt, så han ved, hvad han taler om, når det handler om at hjælpe veteraner videre i livet efter deres tid i militæret. Derfor håber han også, at der vil komme mange tidligere udsendte og pårørende, som kan have lyst til at gå med rundt om Lergravsøen og få sig en snak i løbet af de ca. 16 timer gåturen varer.

-Der kan være mange ting, der er svære, når man vender tilbage til det civile liv igen efter en udsendelse, og jeg kan hjælpe med alt lige fra en direkte kontakt ind til kommunen, jobansøgning, vejlede om de mange tilbud, der findes til tidligere udsendte og deres pårørende og meget meget mere, forklarer René Lenskjold.

Udover en frisk gåtur, man behøver ikke gå med på alle 100 km, så vil det også være muligt at få en snak med folk fra Veteran Caféen, KFUM’s Soldaterhjem i Varde, Veteraners Levevilkår, DIF Soldaterprojekt og Veterancentret samt møde andre tidligere udsendte, hvis man møder op ved Lergravssøen, Manøgade, 6700 Esbjerg enten den 2. eller 3. september 2021. Starten går klokken 17.00 torsdag den 2. september 2021.