Af Lene Memborg   Foto: Musik Konservatoriet

Der bliver uden tvivl gang i den de næste par dage, når 40 folkemusikstuderende fra Danmark og Sverige spiller op i Esbjerg fra idag til og med den 20 september.

Derudover vil flere af Nordens bedste spillemænd (m/k) lære fra sig i flere forskellige discipliner såsom sammenspil, musik til dans, kor og workshops. Stævnemødet kommer også publikum og de danseglade til gavn, i og med at der i løbet af dagene er hele 3 muligheder for at høre og se hvordan folkemusikken har det anno 2019.

-Projektet har til formål at spinde en rød tråd gennem alle dele af den folkemusikalske fødekæde lige fra talentskole over efterskole og MGK til Syddansk Musikkonservatoriums enestående mulighed for at uddanne morgendagens professionelle folkemusikere, fortæller en begejstret Vicerektor Martin Gade.

Den musikalske kulturarv

Foruden konservatoriets egne folkemusikstuderende kommer deltagerne også fra Folkemusik-MGK i Kolding og Skurup Folkhögskola i Sverige. Indholdet er sammensat af workshops med folkemusiklinjens egne undervisere suppleret med tilknyttede undervisere fra Skurup og Kolding, heriblandt bouzouki-spilleren Jens Ulvsand og fløjtenisten Andreas Rallsgård.

Aktiviteterne foregår dels på konservatoriet og på Huset Esbjerg i Finsensgade. Der er fri entré og alle er naturligvis velkommen.

Her kan folkemusikerne opleves:

  • Onsdag den 18.september kl.20.00 Balaften, Huset Esbjerg i Finsensgade.
  • Torsdag den 19.september kl.20.00 Folkemusikaften på Musikkonservatoriet.
  • Fredag den 20.september kl.12.10 Frokostkoncert på Musikkonservatoriet.