Af Lene Memborg

Fødevarestyrelsen har netop hævet trusselvurderingen for fugleinfluenza fra ”Meget lav” til ”Lav”. Årsagen herfor er nye fund af den alvorlige H5N8 fugleinfluenza blandt vilde fugle i Polen og Tyskland. I Danmark er det importen af fasankyllinger der udgør en særlig risiko.

De seneste måneder er der i Polen og andre østeuropæiske lande konstateret en række udbrud af den alvorlige H5N8 fugleinfluenza i fjerkræ-besætninger. Senest har også Tyskland meldt om et udbrud i den sydlige del af landet. Udbruddene i fjerkræ-besætningerne er fordelt over et stort område, og der er tillige rapporteret om fund af sygdommen i vilde fugle både i Polen og Tyskland. Den reelle udbredelse af sygdommen i de vilde fugle kan derfor være yderst vanskelig at fastslå.

Med en ukendt udbredelse af fugle-influenzaen blandt de vilde fugle er der forhøjet risiko for, at sygdommen kommer til Danmark via fasankyllinger.

Der går heller ikke lang tid før diverse jagt foreninger og lodsejere bestiller den årlige import af fasankyllinger til udsætning i den danske natur. Sidste år blev der alene i Danmark udsat ca. 120.000 fasankyllinger fra Polen.

I Danmark vil smittede fasankyllinger være til fare for både vilde fugle og fjerkræbesætninger. H5N8 giver alvorlige infektioner og udløser massedød i fugleflokke. Den aktuelle type fugleinfluenza er ikke farlig for mennesker.

Fødevarestyrelsen anbefaler at alle, der indfører specielt fjervildt fra lande med udbrud f.eks. Polen er ekstra opmærksomme på smittebeskyttelse i forbindelse med transport og på symptomer på fugleinfluenza, når fuglene er kommet til Danmark.