Af Redaktionen Foto: Mathias Rasmussen

Efter en periode med alt for meget fart på måtte skuespiller og forfatter Farshad Kholghi trække håndbremsen, da stressen overmandede ham. Udslaget blev en 6 timers flyvetur med Frasier på sin skærm. Efter at have grinet sig gennem flyveturen, opdagede han latterens helbredende kræfter, og oplevelsen blev startskuddet på talkshowet FUSHU’S HJÆLPEPAKKE.

FUSHU’S HJÆLPEPAKKE er et talkshow om livets op- og nedture pakket ind i livsglæde og positivisme. Sammen med komiker Lukas Birch og fotograf samt klipper Mathias Rasmussen begyndte Farshad Kholghi, efter at have været alvorligt syg med stress, i 2019 at arbejde på det projekt, der skulle blive til FUSHU’S HJÆLPEPAKKE.I rollen som Fushu og som vært på talkshowet ses Farshad Kholghi, som for hvert afsnit inviterer kendte danskere til en samtale om livets op-og nedture med et smil på læben præsenteret i et univers af farverige toner og god karma.

Selvom FUSHU’S HJÆLPEPAKKE klinger lidt af Corona, opstod ideen længe inden håndsprit og mundbind blev allemandseje. Dog har FUSHU’S HJÆLPEPAKKE fyldt med glæde og inspiration vist sig at være efterspurgt i denne Corona-tid. FUSHU’S HJÆLPEPAKKEs, i øjeblikket, syv afsnit har nemlig allerede opnået over 25.000 seere om ugen. Talkshowet har også været en hjælp for Farshad Kholghi i en mørk periode, selvom grin og positivisme ikke alene kan udgøre den færdige medicin:

-Jeg ville gerne lave det her optimistiske show, FUSHU’S HJÆLPEPAKKE, som en slags ventil for den verden vi lever i, hvor kun dårlige nyheder erobrer forsiderne. For mig personligt, var det nemlig humoren der hjalp mig, da det så mørkest ud. Dette talkshow er fyldt med glæde og humor, og fokuserer kun på de gode og inspirerende historier, der kan fungere som en stærk lykkepille for sjælen, forklarer Fashad Kholghi.

En hjælpepakke til sjælen – proppet med godt humør

FUSHU’S HJÆLPEPAKKE har skabt ramme om spændende samtaler mellem Fushu og flere forskellige danske personligheder som eksempelvis Janni Pedersen, Linse Kessler og Jes Dorph. Samtalerne har indtil videre rundet emner som selvmordstanker, frygt og det at være tilstede i nuet. Selvom Fushu er en komisk karakter er programmet hverken kritisk satire eller standup, og som en modpol til satire står FUSHU’S HJÆLPEPAKKE som et herligt miks af komik og alvor. Det handler i stedet om at inspirere og sprede glæde – noget som Fushu er verdensmester i.

FUSHU’S HJÆLPEPAKKE er et herligt miks af komik og alvor, for det handler om at inspirere og sprede glæde – og det kan Fushu!
Farshad Kholghi er skuespiller, forfatter og foredragsholder. Han er blandt andet kendt fra roller i TV-serierne Forbrydelsen, Nikolaj og Julie og Bedrag. Derudover har Farshad Kholghi stor erfaring med revy, hvor han både har medvirket på scenen og som tekstforfatter.