Af Redaktionen        Kilde ekstra bladet.

Der har aldrig været så lang ventetid på køreprøver som nu, og fra 1. oktober – hvor Færdselsstyrelsen overtager fra politiet – stiger prisen så også til 1000 kr. Politiet kunne nøjes med 600 kr.

Mange venter rigtig længe på at få tid til køreprøven, og nogle elever rejser endda langt for at få en prøve.

På alle fronter kæmper man for at få afviklet køreprøverne hurtigt, men alligevel kniber det med at følge med

For 14 prøvesagkyndige, der ikke er politiansatte, har siden 9. september hjulpet politiet med at afvikle køreprøver. Færdselsstyrelsen og politiet gør derved i fællesskab mest muligt for at nedbringe ventetiderne på køreprøver, til størst mulig gavn for køreskoleeleverne.

– Vi er rigtig glade for, at Færdselsstyrelsen og politiet i samarbejde har kunnet håndtere, at Færdselsstyrelsens nyuddannede køreprøvesagkyndige hjælper ude i landet, hvor vi ved, at de prøvesagkyndige, kørelærere og deres elever dagligt arbejder for at få afviklet flest mulige køreprøver, fortæller vicedirektør i Færdselsstyrelsen, Brian Paust Nielsen.

Men ikke nok med det, nu stiger prisen på en køreprøve også fra 1. oktober, hvor færdselsstyrelsen altså overtager opgaven fra politiet. Dermed skal man betale 1000 kr. for en køreprøve, hvor prisen tidligere lå på 600 kr.  De ekstra penge skal blandt andet gå til at uddanne flere prøvesagkyndige.