Af Jan Poulsen      Kilde: Ekstra bladet 

Fanikkerne bliver i denne tid mødt af et trist syn, når de bevæger sig ned til stranden. I hundredevis af døde fugle skyller nemlig op på stranden.

På blot én uge har den lokale ornitolog Kim Fischer, der har taget initiativ til at tælle dem op, samlet knap 200 døde fugle sammen langs kysten.

Her fandt han 175 lomvier, fire alke, fire lunder, seks mallemukker, fem rider og to sortænder på strandene.

– Det er et kedeligt og uhyggeligt syn, og det er langt, langt ud over det sædvanlige, siger han til Ekstra Bladet.

– De fleste af dem er døde, og nogle er meget afkræftede. Normalt ville man se nogle stykker på en uge, og om vinteren, når der er barsk vejr, sker det oftere, men det her er ikke normalt, siger han.

Dødsårsagen skal undersøges

Hvorfor de mange fugle falder på stribe, er der ingen der ved med sikkerhed.

Mallemukkerne, der er en såkaldt stormfugl, kan finde på at spise plastik, hvis det for eksempel er dækket af alger, forklarer Kim Fischer, der har studeret fugle i snart 50 år og er tilknyttet Dansk Ornitologisk Forening.

Men de resterende fuglearter, han har fundet, spiser ikke plastik, og fagfolk fra Aarhus Universitet skal nu være med til at klarlægge, hvorfor fuglene dør i hobetal.

– Man skal undersøge, hvilken kondition de er i. Det er det ord, man bruger. Er de helt udmagrede, tyder det på, at de ikke har nok mad, siger han.

Kim Fischers egen teori er også netop, at det kan være et spørgsmål om, at fuglene ikke har nok mad.

– De spiser jo småfisk, og nogle mener, at fiskene heller ikke har nok mad. Det er ikke kun ved Fanø eller i Danmark, at det her sker. Det er i hele Nordsøen, og det kan måske være et spørgsmål om, at temperaturerne er steget. Naturen kan ikke følge med, siger han.

– Det kunne være en årsag, men det kan være svært at bevise, fordi man skal have en masse observationer af forskellige ting gennem længere tid, forklarer han.