Af Klummeskribent Leif Fabricius

Så har vi bevæget os ind i påskemåneden, og påsken er efter min mening  den smukkeste højtid i kirkeåret, men jeg har en fornemmelse af, at jeg efterhånden står ret alene med det synspunkt.

Jeg vil på ingen måder forsøge at spille hellig: Jeg er ikke den, der slider malingen af landets kirkebænke – det ved Gud!

Men lige netop påskedag, vil jeg nødig gå glip af.

Jeg bliver aldrig træt af at høre om stenen, der påskemorgen bliver væltet til side, så lyset kunne trænge ind i den mørke grav. Der er slet ikke så lidt livsglæde at downloade fra den fortælling.

Den har, lisså lang tid, jeg mener at kunne huske tilbage, altid fascineret mig.

Det er en del af min børnelærdom.

Men børnelærdom er ikke, hvad den har været, og Gud ske lov for det, for hvor var der dog også meget ”fyld”.

Men noget af det, som jeg er dybt taknemmelig over at have tilegnet mig, er de bibelske beretninger. De ligger solidt lagret på min indre harddisk, men de er efter alt at dømme ikke en selvfølgelig del af vor tids børnelærdom.

En avis spurgte engang op mod højtiden forskellige personer,

hvorfor vi i grunden holder påske.

En del mente nok, at det var noget med Jesus korsfæstelse, men rigtig mange måtte krybe til korset og indrømme, at de faktisk ikke var helt klar over det.

Jeg ved ikke, om det giver grund til opstandelse, men dog nok til lidt ærgrelse.

De fleste ved trods alt, hvorfor vi fejrer jul, selv om en tidligere lærerkollega fortalte mig, at han på spørgsmålet om, hvad det var der skete i Betlehem julenat af en elev havde fået svaret: ”Det ved jeg sør’me ikke, for vi på Tenerife!”

Og så husker jeg,  at en deltager i Quizzen ”Hvem vil være millionær”, engang blev spurgt, hvilken bibelsk person man forbinder med Bjergprædiken.

Svaret lod vente på sig, og han forsøgte at komme om ved med at påstå, at han vist ikke var i skole den dag. Efter mange og lange overvejelser kom han dog frem til, at det måtte være Moses, men for en sikkerheds skyld valgte han alligevel at spørge publikum, og da over 50% her gav ham ret, var al tvivl fejet til side.

Farvel og tak! Der stod den stakkels mand som Moses ved Det røde Hav.

Det er den salgs episoder, der kan få en til at spørge sig selv, om man, som tidligere religionslærer, har gjort sit arbejde godt nok, og om det er rigtigt, vi er på vej mod et irreligiøst samfund.

Vi ved jo at vores nu afgåede dronning – lisså sikkert som Amen i kirken – hvert år sluttede sin nytårstale med ordene: Gud bevare Danmark!

En vending, som sønnen åbenbart har overtaget. Og det er jo et ædelt ønske, men et helt andet spørgsmål er om Danmark vil bevare Gud.

God påske!