Af Redaktionen   

Der er nye, spændende tiltag på vej til alle landets borgere, når biblioteker og pædagogiske læringscentre i samarbejde med forfattere og kunstnere nu skruer op for læselysten og læsefællesskaber. I alt 34 projekter får tilskud for 13,6 millioner kroner fra Kulturministeriet.

Folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre over hele landet har netop fået besked om, at de kan sætte gang i projekter, der blandt andet styrker danskernes læselyst, udvikler inspirerende læsefællesskaber og fremmer biblioteksudviklingen i Danmark. Midlerne kommer fra ”Udviklingspuljen for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre” under indsatsområdet ”Læselyst og læsefællesskaber for alle”.

-Er der noget, coronakrisen har lært os, så er det, at der mere end nogensinde før er behov for at støtte kulturaktiviteter og fællesskaber om kulturen til alle danskere, men særligt for dem, der har det allersværest lige nu. Vores folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre er kommet med en masse inspirerende idéer til, hvordan de kan samle borgere over hele landet på forsvarlig vis og give os alle nogle gode oplevelser, som måske også kan være med til at bekæmpe ensomhed og isolation blandt de mest sårbare borgere. I år skal projekterne desuden involvere forfattere og kunstnere, så de får nogle ekstra muligheder for at få gang i hjulene under coronakrisen. Siger Kulturminister Joy Mogensen

Projekterne byder på både digitale og fysiske formidlings- og fællesskabsaktiviteter, som inddrager blandt andet forfattere, udøvende kunstnere og foredragsholdere.

De 34 projekter understøtter på forskellig vis folkebibliotekerne og de pædagogiske læringscentres arbejde med læselyst og læsefællesskaber, og mange projekter er rettet mod grupper i samfundet, der ikke så ofte selv opsøger litteratur og læsning.

For eksempel er syv kommuner med Hillerød Bibliotekerne i spidsen gået sammen om at udvikle nye metoder til læsegrupper som sundhedsfremmende tilbud til udsatte borgere. Der er fokus på, at resultaterne fra projektet bliver delt, så de kan komme de mest udsatte og sårbare borgere til gavn, uanset hvor de bor i Danmark.

På Lolland Bibliotekerne vil man – sammen med en række kunstnere – afprøve nye, kreative veje for at skabe læselyst og læsefællesskaber blandt nogle af dem, der ikke af sig selv opsøger litteraturoplevelser. I lokale kulturhuse vil man med udgangspunkt i lokale sagn og myter vække læselysten hos borgere i lollandske landsbyer.

På bibliotekerne i Roskilde og Næstved vil man skabe litteratur om en pandemi, som man kan være fælles om online. Gennem interaktive fortælleformer vil forfattere, digitale udviklere og biblioteksformidlere aktivt inddrage unge i udviklingen af pandemiværket og eksperimentere med interaktive, digitale fortælleformer.