Af Redaktionen
Med hastigheder på helt op mod 160 kilometer i timen forsøgte en ung 18 årig mand natten til torsdag at stikke af fra politiet.
Det endte med en dramatisk biljagt, da en patrulje vogn i nat ville foretage en rutinemæssig tjek af en lille Peugeot 206 i Sædding. Det havde bilens unge fører dog ikke tænkt sig, så patruljen måtte sætte efter bilisten. Der blev både kørt overfor rødt, og med en hastighed på 150-160 km i timen må det siges at være et held, at det foregik på det tidspunkt af døgnet.
Jagten med blå blink og horn foregik blandt andet på Tarphagevej og Guldagervej, og der blev tilkaldt forstærkning. Det lykkedes ikke politiet at få standset bilen, der til gengæld blev fundet efterladt i Marbæk.
Ikke langt derfra, i en bil på Sønderhedevej, traf politiet dog en flok unge mennesker, og de sigtede straks en 18-årig mand de mener er gerningsmanden. Han havde ikke kørekort, bilen var afmeldt og dermed uden forsikring, og der var oven i købet påsat stjålne nummerplader, og i bilens bagagerum lå yderligere et sæt stjålne nummerplader, oplyser Henrik Berg fra Politiet.
Han ved endnu ikke, hvor mange sigtelser, der bliver rejst mod den 18-årige mand, der bor i Esbjerg – men mon ikke det bliver til en del.