Af Lene Memborg Fotos: Jack Steffensen
Det var en meget stemningsfuldt koncert forleden på Musikhuset Esbjerg, da Oh Land lagde vejen forbi til en af de kun fem koncerter hun giver i forbindelse med udgivelsen af sit femte album “Family Tree”.
Der var en magisk stemning fra start til slut, og publikum blev forført af den store, smukke stemme med den magiske inderlighed.
Publikum nød det og det gjorde Oh Land også. Koncertsalen var fyldt, og ingen var i tvivl om at musikken er det bedste og tryggeste sted at være. Til tider var der stille, helt stille lige sådan som hun ønskede, og publikum fik hvad de kom for – og mere til.
For fire år siden var Oh Land et sted hun aldrig selv havde drømt om, at hun ville komme til at være. Hun blev mor for første gang, boede i New York, og set udefra var verden helt og aldeles hendes. Men bag succesen gik hendes ægteskab i stykker og satte hende i sit livs krise. For at finde lyset i mørket bevægede hun sig ind i musikken, hvor hun fandt vej mod en livsnødvendig refleksion.
– Når man taber sig selv så meget og er så sårbar, bliver man nærmest tvunget ud i at være åben, siger Nanna Øland Fabricius. Væk fra succesens høje hastighed og de bekymringer, der giver følelsen af at være helt alene i verden.
Det blev en livs-nødvendighed at være åben, fordi der ikke var mere at miste, og et must at komme et lag dybere i sine relationer ved at blotte sig. Det nye album er ærligt, for det er det der sker, når man går igennem en hvilken som helst krise.
Nanna Øland Fabricius har kæmpet sig over på den anden side, og kampen er dokumenteret i Family Tree – det første ordinære album i fem år, der er symbolet på uventede forandringer og en proces, der hverken kan opstilles eller opsøges. Udgivelsen af Family Tree er i det hele taget et uventet resultat, for aldrig før har Oh Land bevæget sig så dybt ind i de følelser, der er for sårbare til at man kan snakke om dem.
– Jeg kommer aldrig til at sige det bedre, end jeg gør på sangene, fortæller hun. – Jeg kommer aldrig til at være mere ærlig om det, end jeg er i sangene. Sangene er bogstaveligt talt skrevet i følelsernes vold. Sangene er et direkte og simultant produkt af situationen. Sangene er lavet under et alarmberedskab. Alle vokalerne er indspillet i first take, for jeg kom ind og sang det og spillede det råt, og så var det ligesom det. Det handlede om at få det ud af systemet og give slip på det. Og sådan plejer det jo ikke at være i studiet.
