Af Redaktionen

Pakkeleveringsfirmaet BRING oplever i disse dage, at deres navn bliver udnyttet af svindlere. Derfor opfordrer de i øjeblikket til, at man er ekstra opmærksom hvis man modtager en sms-besked fra dem. I den pågældende besked står der at pakken ikke kan leveres på grund af for lav porto. Men beskeden er altså falsk.

Virksomheden opfordrer alle til at være ‘kritiske og omhyggeligt kontrollere, hvem afsenderen er’.

‘SMS’en er en såkaldt phishing/smishing SMS, der har til formål at lokke oplysninger ud af modtageren,’ skriver Bring i deres pressemeddelelse og fortsætter:

‘SMS’en er sendt til tilfældige personer, hvor afsender angiver sig for at være fra Bring. SMS’en er ikke sendt fra vores eller tredjeparts IT system, vi har derfor ikke videregivet oplysninger, men der er tale om et tilfælde.’

Bring opfordrer desuden alle til at slette sms’en, så man ikke trykker på linket.

Hvis man alligevel er gået i fælden og har trykket på linket – og måske endda opgivet sine kontooplysninger – skal man kontakte sin bank hurtigst muligt.

Husk dette, hvis du er i tvivl om hvorvidt du har modtaget en falsk besked:

  • Kontroller omhyggeligt, hvem afsenderen er. Hvis du er i tvivl og har svært ved at beslutte dette, kan det være en fidus.
  • Klik ikke på links, som du er i tvivl om. Åbn heller ikke vedlagte vedhæftede filer.
  • Kontroller meddelelsen omhyggeligt. Ser logoet godt ud? Indeholder teksten mange stavefejl? Hvis meddelelsen ser mærkelig ud, kan det være en fidus.
  • Indtast aldrig adgangskoder eller bankoplysninger på en side, du ikke kender og har tillid til.
  • Svar ikke tilbage eller brug de kontaktoplysninger der står, i den SMS du har modtaget.

Kilde: Bring