Af Redaktionen

Trods corona epidemien har det siden marts – ikke – været flere dødsfald end der plejer. Faktisk har der været 100 færre sammenlignet med tidligere år!

Så der er ikke blevet registreret flere dødsfald i Danmark under corona-krisen end normalt.

Det er den foreløbige konklusion i et studie fra Syddansk Universitet (SDU), som laves med støtte fra Rockwool Fonden, skriver Politiken. Bag studiet står et internationalt hold af forskere. De har undersøgt antallet af dødsfald – og årsagen til dem – i år sammenlignet med de seneste 50 år.

Siden corona-virusset brød ud i Danmark i foråret, er der blevet registreret lidt over 610 corona-relaterede dødsfald.

Alligevel har der i perioden fra uge 11 i marts til og med uge 28 i juli været omkring 100 færre dødsfald end forventet, viser den sprit nye undersøgelse.

– Helt overordnet kan vi se, at den samlede dødelighed i Danmark ikke er steget, siger professor og sundhedsøkonom Jes Søgaard fra SDU, der er en af medforfatterne til studiet.

Det tyder på, at der er andre dødsårsager, der har kostet færre liv. Netop det skal forskerne undersøge nærmere i efteråret.

Men Jes Søgaard har to bud på, hvorfor det samlede antal dødsfald har været lavere i år end tidligere.

– Et godt gæt er, at der er andre virussygdomme såsom influenza, som der har været færre af, siger han.

– Vi er vant til, at der faktisk kan være temmelig mange specielt ældre danskere, der dør af influenza i løbet af en sæson. Og der er så lidt færre i denne omgang, fordi vi har passet på hinanden med god hygiejne og afstand.

Derudover peger han over for Politiken på, at det lave tal kan skyldes færre dødelige bilulykker under corona-krisen.

Undersøgelsen gælder ikke kun Danmark, men også Sverige og flere andre lande.