Af Redaktionen  Foto: Esbjerg Havn

I snart 100 år har Esbjerg Fyr med lyssignaler i flere farver hjulpet skibsfarten med at komme sikkert ind i havnen. Fagfolk betegner det og andre fyr som uundværlige.

De kan proppe moderne skibe med navigationssystemer, GPS og andre hjælpemidler til positionering. Når de kommer til Esbjerg Havn, er de afhængige af kulørt lys fra et lille, diskret fyr på 4,5 meter, der siden 1923 har ligget på molen mellem Trafikhavnen og Fiskerihavnen.

Hvis du på en spadseretur drejer til venstre ad Vagervej før den gamle auktionshal og følger kajen forbi frysehuset og et tanklageret, kommer du til bygningen med det karakteristiske røde mavebælte oven på de lyse plader, der lige er blevet udskiftet. Nærmeste nabo er Redningsstation Esbjerg, hvis leder, Anders Gehring Rasmussen, ikke er tvivl om Esbjerg Fyrs betydning for skibsfarten.

– Navigationsmæssigt kan vi ikke undvære hverken Esbjerg Fyr eller Strandby Fyr, der står ved Esbjerg Shipyard, Der kommer alvorsord, hvis der er sprunget en pære, eller fyret på anden vis er ude af drift. Så skal det være klaret næste formiddag, siger Anders Gehring Rasmussen, der selv har en lang maritim karriere.

Fyret svigter aldrig

Alvorsordene kunne komme fra lods Steen Madsen, lodseriet DanPilot:

– Vi bruger fyret hver eneste dag. Esbjerg Fyr er et sektorfyr, der med lysstråler sørger for, at vi ligger rigtigt i sejlrenden. Bøjer kan komme under vand eller ud af position ved stærk strøm og i isvintre. Dem kan du ikke regne med. Fyret svigter aldrig, siger han.

Skibenes vej fra 0-bøjen og ind gennem indsejlingen foregår først i den hvide fyrlinje bestående af tre fyr, så de rammer den 200 meter brede sejlrende, og dernæst følger den grønne og røde fyrlinje. Efter knækket i sejlrenden tager lodsen over og bruger sektorfyrene, Strandby Fyr og Esbjerg Fyr.

Esbjerg Fyrs skarpe blik svigter ikke, når det blænder op efter solnedgang. Ved hvidt lys ligger skibet perfekt midt i sejlrenden, der er mindst 10,3 meter dyb ved lavvande. Er lyssignalet rødt, er positionen for langt mod bagbord, og ved grønt er det mod styrbord. Om aftenen markerer molefyrene, hvor skibet befinder sig i forhold til havnebassinerne.

Den ekstra sikkerhed

Skibsinspektør Torben Bach Sørensen, Søfartsstyrelsen, har tilsynet med over 30 fyr fra Lyngvig på Holmsland Klit og ned langs kysterne, inklusive Vejle Fjord og Flensborg Fjord.

– Selv om der er mange hjælpemidler om bord på skibe, beholder vi fyrene som en ekstra sikkerhed. De har også betydning for olie- og gasplatforme, der helst skal ligge midt i sejlrenden, når de bugseres i havn. Jeg får altid at vide, når noget er galt, men nu er det ikke pærerne, der springer, for vi har fået LED-lys, siger han.

Som B-fyr skal fejl på Esbjerg Fyr udbedres ”ved først givne lejlighed”.

I Esbjerg Fyrs indre gemmer sig en gammel lanterne fra dengang, de angav retningen for skibe, der nærmere sig havnen. I 2023 fylder fyret 100 år, uden at der er planer om pensionering. Det passer sit arbejde som altid.

Kilde: Esbjerg Havn