Af Redaktionen

De studerende har udvalgt parametrene, redaktionen på studentum.dk har indsamlet data fra alle studiebyerne, og kan endnu en gang kåre de Bedste Studiebyer i Danmark 2022. Esbjerg er gået fra en 7. plads sidste år, til en flot femteplads i årets undersøgelse.

Billig studiebolig, relevante studiejobs og godt byliv!

Undersøgelsen viser, at gode muligheder for studiejobs, faglighed, gode transportmuligheder, billig bolig og et pulserende byliv er blandt de vigtigste parametre, når de unge skal vælge deres kommende studieby. På lige netop disse parametre placerer Esbjerg sig blandt top 10, hvilket gør byen utrolig attraktiv for de studerende.

Hele 26% af de studerende svarer, at boligprisen er en vigtig faktor, og netop i Esbjerg er lejeprisen pr. kvadratmeter kun 82 kr, hvorimod den er oppe på 156 kr/m2 i København. Det er altså nogle helt andre muligheder for de studerende i Esbjerg, end der er i mange andre storbyer, og så kan pengene også gå til langt sjovere ting end husleje. Også i forhold til byliv får Esbjerg nemlig en flot 6. plads i undersøgelsen, og opblomstringen af de mange caféer og kaffebarer er bestemt med til at gøre Esbjerg til en endnu mere studievenlig by.

Når det kommer til muligheden for studiejobs under uddannelsen, så er det endnu et væsentligt parameter for de unge, og med en 6. plads, bliver det endnu nemmere at bygge bro til livet som færdiguddannet. I Esbjerg er man nemlig tæt på store virksomheder, og det er derfor nemt at finde både relevante studiejobs, komme i praktik og lave projektsamarbejder.

De unge står overfor et svært valg

Det er en afgørende og svær beslutning for mange unge at skulle træffe valget af deres  kommende studie og dermed også studieby. Der er mange forhold, der skal tages stilling til – lige fra adgangskrav og bolig til jobsikkerhed og netværk i byen.

studentum.dk arbejder dagligt med at hjælpe unge med at finde den rette uddannelse. Derfor har vi igen i år lavet undersøgelsen Årets Studieby 2022, der giver unge et overblik over  de danske studiebyer, og hvad de hver især kan tilbyde de studerende. 

“Hos studentum.dk er vi stolte over at kunne kåre Årets Studieby i Danmark for fjerde år i træk. Formålet har fra starten af været at hjælpe de unge videre i deres uddannelsesrejse. Aarhus og København står oftest alene på listen, når unge overvejer studieby, men Danmark har mange flere byer at byde på. Derfor har vi lavet et overblik, hvor unge kan blive klogere på, hvilke studiebyer der matcher netop deres behov. Det er nemlig ikke nødvendigvis de største byer, der viser sig at være det rigtige valg, som man også kan se i Årets Studieby 2022”, fortæller Tine Dührr, Communications Manager på studentum.dk.

Her er Danmarks 10 bedste studiebyer 2022

Forud for kåringen har studentum.dk adspurgt unge over hele landet, hvad de prioritere når de leder efter deres kommende studieby. Det har resulteret i otte parametre, som studiebyerne  er blevet bedømt ud fra: Gode karriere muligheder, høj faglighed, følelsen af tryghed, billige boliger, studiejobs, gode transportmuligheder, kultur-, sports- og fritidsaktiviteter og byliv. Her er listen over Danmarks top 10 bedste studiebyer 2022. 

1. Aarhus

2. Aalborg

3. København

4. Odense

5. Esbjerg

6. Herning

7. Kolding

8. Bornholm

9. Horsens

10. Vejle

Læs mere om kåringen og undersøgelsen her: kåringen eller metoden bag undersøgelsen