Af Redaktionen Foto: sikkerhedsstyrelsen

Royal, golden, fresh og ultralight. Det er nogle af de ord, som tobaksproducenter bruger, når de skal navngive og markedsføre deres produkter.

Men det er ulovligt, for i Danmark og EU må man ikke navngive og mærke tobaksprodukter med ord, der kan give indtryk af f.eks. positive sundhedseffekter.

Det seneste år har Sikkerhedsstyrelsen kontrolleret 1.770 navne på tobaksprodukter, og det har ført til 255 markedsføringsforbud på baggrund af de retningslinjer, der er givet fra Sundhedsstyrelsen.

-Vi skal passe på danske forbrugere, og det er ikke fair at markedsføre sundhedsskadelige produkter med tillokkende navne. Særligt ikke når det gælder vores unge. For rygning er den største enkeltstående årsag til sygdom og død i Danmark. Derfor har vi i regeringen et mål om, at færre unge skal begynde at ryge. Jeg er utrolig glad for, at Sikkerhedsstyrelsen holder et vågent øje med markedet, så det bliver fanget i tide, siger erhvervsminister Simon Kollerup.

I kampen mod de ulovlige navne på tobaksprodukterne, har Sikkerhedsstyrelsen udviklet et digitalt værktøj der på daglig basis overvåger og scanner indberetninger om nye tobaksprodukter. Når værktøjet finder produkter til salg med ord og navne, der henviser en smag, duft eller anden positiv egenskab, får Sikkerhedsstyrelsen besked.

-Vores digitale værktøj er drøneffektivt. Den store tidsbesparelse betyder, at vi kan koncentrere vores kræfter om den faglige vurdering af navnenes lovlighed, så vi kan beskytte forbrugerne ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv, siger Lone Brose, udviklingschef i Sikkerhedsstyrelsen.