Af Redaktionen Foto: Privat
Radikale Venstres byrådsmedlem Anne Marie Geisler Andersen melder nu Esbjerg Kommune til ombudsmanden.
Hun mener ganske enkelt ikke, at kommunen har handlet korrekt, efter den er blevet kritiseret for at holde de kommunalt ansatte fra at udtale sig til pressen. Tidligere i dag udtalte hun til TV SYD – Jeg synes ikke, at vi har taget sagen tilstrækkeligt alvorligt, siger Anne Marie Geisler Andersen blandt andet.
Den skarpe kritik kommer, efter kommunen delte et slide ved en temadag for de ansatte i kommunens familieafdeling, hvor der stod:
”Hold dig fra pressen.”
– Kommunen skulle have lagt sig fladt ned og taget helt afstand fra slidet, mener Anne Marie Geisler Andersen. Den manglende håndtering har nu fået hende til at klage direkte til ombudsmanden.
Siden slidet blev delt, har kommunen sendt et nyhedsbrev ud, som Anne Marie Geisler Andersen iøvrigt også mener, er i strid med loven.
Der står:
”Du må selvfølgelig gerne tale med pressen, men vi har en strategi, som indebærer, at du skal orientere din leder, hvis du er blevet kontaktet af pressen, så din leder er orienteret, hvis der kommer opfølgende spørgsmål.”
Sagen skal vurderes, både hvad angår det omtalte slide og naturligvis også den efterfølgende håndtering lyder det bestemt fra Anne Marie Geisler.