Af Redaktionen

Gennem en række initiativer vil Esbjerg Kommune støtte mennesker, der kommer hertil fra Ukraine. Også lokale borgere og virksomheder kan via hotlines få hjælp og vejledning i forbindelse med situationen i Ukraine.

365 borgere i Esbjerg Kommune kommer fra Ukraine. Både for dem og for mange andre borgere og virksomheder i kommunen kan situationen i Ukraine give anledning til spørgsmål og behov for vejledning. Samtidig ønsker flere borgere at hjælpe flygtninge fra Ukraine. Derfor opretter Esbjerg Kommune nu en række tiltag, som kan hjælpe de mennesker, der kommer hertil fra Ukraine, og også støtte de lokale, der måtte have brug for råd og vejledning som følge af situationen i Ukraine.

– Den svære situation i Ukraine påvirker os alle, og vi skal som kommune selvfølgelig være parate til at yde den nødvendige hjælp til de mennesker, der kommer hertil fra Ukraine. Også lokale børn, unge og deres forældre og vores veteraner kan have behov for støtte i situationen, ligesom lokale virksomheder med ukrainske ansatte kan efterspørge vores råd og vejledning. Derfor sætter vi nu flere indsatser i gang med netop det formål, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen.

Hotlines til børn, unge og veteraner

Særligt børn kan være påvirket af krigen i Ukraine. Derfor har Esbjerg Kommune oprettet en hotline, som børn, unge og deres forældre kan bruge, hvis et barn er påvirket af situationen i Ukraine. Her, på tlf. 76 16 35 08, kan man på alle hverdage kl. 8.00 – 14.00 tale med en professionel, der er vant til at tale med børn og unge.

Også som veteran kan udviklingen i Ukraine påvirke og give behov for en snak eller anden hjælp. Veteraner og deres pårørende kan døgnet rundt ringe til kommunes veterankoordinator på tlf. 24 59 73 77.

Hjælp i Borgerservice og Jobcenter

Nytilkomne ukrainere kan få svar på spørgsmål om indrejse m.v. i Esbjerg Kommunes Borgerservice, og Jobcenter Esbjerg står parat med råd og vejledning om jobmuligheder til både ukrainere og lokale virksomheder.

Også i kommunens Tilflytterservice arbejdes der på at få tilknyttet en lokal ukrainsk medarbejder, som kan hjælpe nye ukrainske medborgere til rette, når de kommer til Esbjerg.

Stil en bolig til rådighed

Mange lokale borgere har også allerede givet udtryk for, at de gerne vil hjælpe i forhold til situationen i Ukraine. Derfor opretter Esbjerg Kommune nu en mulighed for at melde ind til kommunen, hvis man som frivillig, privat borger ønsker at stille en bolig til rådighed for ukrainske flygtninge. Det kan man gøre via kommunes hjemmeside på www.esbjerg.dk/ukraine. Her kan man også læse mere om alle de øvrige indsatser.