Af Redaktionen Foto: Falck
Falck har for et par dage siden offentliggjort regnskabet for 3. kvartal 2019 og afsluttede dermed sin toårige finansielle turnaround med et forbedret resultat for sjette kvartal i træk. Selskabet bevæger sig dermed væk fra en kritisk tilstand, hvor man var nødt til at foretage en finansiel turnaround, til en fase, hvor opmærksomheden rettes mod at stabilisere forretningen og tiltrække nye kunder.
Effektiviserings programmet fortsatte i 3. kvartal med at bidrage til Falcks forbedrede resultat. Indtjeningen blev dog delvist udlignet af investeringer i ny forretning, afslutning af kontrakter og fortsatte investeringer i ny teknologi og processer, som styrker Falcks globale driftsmodeller.
“Opstart af nye kontrakter lægger et kortvarigt pres på den underliggende indtjening, men bliver mere vigtig, når Falck fokuserer på den mellemlange og lange bane. Flere nye kontrakter i 3. kvartal er et tegn på tillid til Falck og det, vi tilbyder,” siger Falcks administrerende direktør Jakob Riis.
I 3. kvartal indgik Falck en række sundhedsaftaler med bl.a. Stockholms läns landsting og vandt kontrakter med lufthavnene i Glasgow og Aberdeen om levering af brandslukningsydelser fra december 2019. I juli 2019 påbegyndte Falck sin hidtil største kontrakt i USA om levering af udrykningstjeneste til 1,6 mio. indbyggere i Alameda County i Californien.
Finansielle hovedpunkter for 3. kvartal 2019 (sammenlignet med 3. kvartal 2018):
- Omsætningen var DKK 3.403 mio. (DKK 3.488 mio.). I lokale valutaer faldt omsætningen med 2,5% sammenlignet med 3. kvartal 2018. Nye ambulancekontrakter i USA, Sverige og Storbritannien bidrog positivt til omsætningen, mens frasalg og kontraktoptimering i Ambulance og lavere aktivitet i Healthcare bidrog negativt.
- Det rapporterede driftsresultat før andre poster (EBITA) var DKK 166 mio. (DKK 123 mio.) med en underliggende EBITA-margin på 4,9% (5,5%). Omkostningsoptimering og effektiviseringstiltag bidrog positivt til EBITA, men blev delvist udlignet af investeringer i ny teknologi og processer, som styrker Falcks globale driftsmodeller, og af omkostninger i relation til opstart og ophør af kontrakter.
- Periodens driftsresultat blev DKK 46 mio. (DKK -53 mio.) primært drevet af et forbedret EBITA og lavere finansielle poster.
- Det frie cash flow var DKK 116 mio. (DKK 88 mio.) påvirket positivt af IFRS 16 reklassificeringer, men delvist udlignet af opstartsomkostninger og opbygning af driftskapital i relation til nye kontrakter i Ambulance.
- Fortjenesten steg til DKK -259 mio. (DKK -382 mio.) på grund af forbedret EBITA.
- Nettogælden (inklusive leasingforpligtelser) faldt fra DKK 4.292 mio. ved udgangen af 2. kvartal 2019 til DKK 4.224 mio. ved udgangen af 3. kvartal 2019.
- For hele 2019 forventer Falck et fald på omkring 1% i omsætningen på grund af frasalg, kontraktoptimering og lavere abonnementsvolumen. Falck forventer at forbedre sit driftsresultat (EBITA) sammenlignet med 2018 (DKK 275 mio.).
I løbet af de sidste to år har Falck forbedret sin EBITA-margin fra 0% i 2017 til 6,5% ÅTD i 2019. Det frie cash flow for de ni måneder var positivt med DKK 488 mio., og gældsniveauet inklusive leasingforpligtelser er forbedret fra DKK 5.421 mio. i 2017 til DKK 4.224 mio.
Jakob Riis: -“Selvom vi nu forlader turnaroundfasen, vil vi stadig skubbe på for fortsat effektivisering og omkostningsoptimering, da vi ser et stort potentiale i at forbedre vores konkurrenceevne yderligere. Ambitionen er at blive førende i vores branche og stræbe efter at blive vores kunders foretrukne leverandør af ambulancetjeneste og sundhedsydelser. Vi kan kun lykkes med det, hvis vi er et fantastisk sted at arbejde for vores nuværende og fremtidige medarbejdere. At nå dette mål vil være vores pejlemærke i de kommende år.”