Af Redaktionen
Vores Dronning nævnte det også i sin nytårstale i går, for i 2020 er det 100 år siden, Sønderjylland blev genforenet med Danmark, og det markerer Ribe Kunstmuseum naturligvis også med et meget spændende udstillingsprogram.
Museet åbner 1. februar den første sær-udstilling, der har titlen “Den anden Guldalder. – Johan Ludvig Lund over alle grænser.”
Den handler om J.L. Lund, en af 1800-tallets store mestre. Hans internationale udsyn og meget tætte forbindelse til det tyske kulturmiljø.
Den 22. februar åbnes særudstillingen “Agnes Smidt. Sønderjyde, kvinde og kunstner”. Agnes Smidt blev født i 1874 i Lundsmark syd for den gamle grænse ved Ribe. Som kunstner var hun mest kendt som sønderjydernes portrætmaler, men udstillingen vil også vise, at hun mestrede landskabs maleriet.
Til sommer vil man kunne opleve den store særudstilling “Ulrik Møller. En dansk landskabsmaler i Berlin” den vises fra 12. juni. Ulrik Møller bor og arbejder i Berlin, men hans motivverden er hele det danske landskab.
Fra 19. juni kan man opleve en udstilling om Hans Scherfig. Mange kender Scherfigs farverige og fantasifulde malerier, og Ribe Kunstmuseum ejer et af hans hovedværker. Man kan blandt andet opleve værket ”Urskov” fra 1946.
Årets sidste store særudstilling “Stilhed før Storm. Vadehavets kunst” vises fra 3. oktober.