Af Redaktionen
Nok er vinteren indtil videre en mild omgang, men nattefrosten har sat ind, og derfor skal du faktisk tænke dig om, når du sætter dig i bilen om morgenen.
Selvom det kan være fristende at sætte fuld blus på varmen, skal du tænke dig om en ekstra gang i vintermånederne. For det kan nemlig ende med at koste dig forruden, oplyser Carglass.
– Bilens forrude bliver gennemkold i løbet af natten, og skruer du højt op for varmen og blæser den direkte på ruden med det samme, du sætter dig ind i bilen, kan det hurtige temperaturskifte få glasset til at udvide og bevæge sig. Har du bare et lille stenslag kan det derfor udvikle sig til en ødelagt forrude, siger Carina Bukkehave, direktør hos Carglass.
Flere forrudeskift
Hos Carglass oplever de hvert år, at vinter og koldere temperatur giver en stigning i antallet af forrudeudskift, fordi mange bilister ikke får fikset stenslag i tide.
– Alle stenslag op til størrelsen på en tokrone kan repareres. Men er stenslaget større end det, bliver vi nødt til at skifte hele ruden. Det gælder også, hvis stenslaget er mindre end fem centimeter fra kanten af ruden. Man kan derfor spare en del, hvis man får repareret stenslaget med det samme, så det ikke udvikler sig i det kolde vejr, siger Carina Bukkehave.
Har man et stenslag i ruden, som man endnu ikke har fået repareret, skal man ikke kun være påpasselig med varmen i bilen. Også det gamle tip om at hælde varmt vand på forruden for at fjerne is kan give store problemer.
– Mødet mellem den frosne rude og det varme vand kan få ruden til at flække. Du skal derfor også passe på med ikke at vaske din bils forrude i for varmt vand, slutter Carina Bukkehave.