Af: Lene Memborg
Indbrudstyve har haft travlt i weekenden – rigtig travlt. For det er over hele byen, den har været gal. Politiet kan ikke sige, om der er tale om de samme gerningsmænd, men der efterforskes specielt på et spor, der er efterladt på et af gerningsstederne.
Der har været ikke mindre end 11 indbrud i weekenden på private adresser i Hjerting, Østerbyen og centrum.
I Hjerting blev fire hjem på samme gade bestjålet. Der er endnu ikke overblik over tyvenes udbytte, men specielt smykker og elektronik, der er let omsættelig på det sorte marked, er stjålet.
Vigtigt spor for politiet.
En efterladt jakke på Baldursgade kan vise sig at være en vigtig brik i opklaringen af tyvenes identitet.
Også adresser på Mimers Allé, Ewalds Allé og Rahbeks Allé har haft indbrud, hvor tyvene har gennemrodet alt, men intet taget med sig fra nogle af de tre steder.
Politiet kan endnu ikke oplyse, om der er tale om de samme gerningsmænd i hele byen, men der er ingen tvivl om, at indbrudstyvene udnytter, det er højsæson for ferie lige nu.