Af Lene Memborg Foto: Niels Husted
Esbjerg fB har forlænget aftalen med 18-årige Noah Nurmi indtil sommeren 2022.
I efteråret 2017 mødte Esbjergs U19-mandskab finske Käpylän Pallos ditto i UEFA Youth League, og her gjorde Noah Nurmi det så godt, at han i det efterfølgende transfervindue rykkede til den danske klub.
Nurmi fik indledningsvis en kontrakt indtil sommeren 2020, men den er nu netop blevet forlænget med yderligere to år. Det oplyser Esbjerg på klubbens hjemmeside.
Som Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen udtrykker det; – Noah besidder et stort potentiale og kan spille flere defensive positioner. Han har samtidig en god ro med bolden og er stærk i duellerne, så vi glæder os over, at vi i de kommende år sammen skal udvikle de kompetencer endnu mere, fortæller han til klubbens hjemmeside.
Nurmi er desuden anfører for Finlands U19-landshold, og han har selv sat følgende ord på forlængelsen:
– Jeg er meget glad for at have forlænget min kontrakt med EfB, som er et rigtig godt sted at være. Jeg har taget mange skridt i den rigtige retning, siden jeg kom til klubben, og jeg er meget opsat på at udvikle mig yderligere gennem hårdt arbejde. Jeg føler mig hjemme i Esbjerg og EfB og er ydmyg overfor, at de tror på mig.