Af Redaktionen   Foto: Fjordgaarden

Den 27. august er der officiel åbning af det nye kurbad på det historiske Hotel Fjordgaarden ved Ringkøbing, som blandt andet rummer en tagpool og en stor kurbadshave. Hotel Fjordgaarden er ét ud af blot 16 kurbadshoteller på tværs af hele Danmark, Sverige og Nordtyskland, og ligger blot få hundrede meter fra den nye oplevelsesarena Naturkraft og det brusende Vesterhav.

Fjordgaarden er et nyt, attraktivt kurbadstilbud til alle, der – med stedets eget udtryk – ønsker en velfortjent dosis ro midt i hverdagens vildskab.

Med sin placering i eksklusive omgivelser på den jyske vestkyst nær Ringkøbing tilbyder Fjordgaarden et stille og roligt sted, hvor man kan slappe af, alt imens den vilde natur udenfor forstærker stilheden indenfor.

Kurbadet er en integreret del af Hotel Fjordgaarden, som er ét ud af blot 16 kurbadshoteller på tværs af hele Danmark, Sverige og Nordtyskland.

Efter en ’soft opening’ i juni er Fjordgaarden nu klar til den officielle åbning af kurbadet, som finder sted den 27. august.

Tagpool, fire sauaner, stor kurbadshave – og egen restaurant
Alle er naturligvis velkomne på Fjordgaarden, og kurbadet egner sig særligt godt som omdrejningspunkt for venindeture og romantiske ophold.

”Fjordgaardens kurbad er skabt for at kunne give de besøgende nærværende og intense øjeblikke af ro. Vi skaber rammerne til at trække stikket fra det fortravlede liv, så hos os er der ingen støj – kun ro, meget nærvær og masser af tid til dig selv,” forklarer direktør Brian Madsen.

Selve kurbadet rummer blandt andet en tagpool, fire saunaer og en stor kurbadshave. (Se hele oversigten herunder.) Fjordgaarden har desuden sin egen restaurant, som leverer udsøgte gastronomiske oplevelser, der så vidt muligt er sammensat af lokale, økologiske råvarer.

Både restauranten og kurbadet opererer bæredygtigt, blandt andet gennem den konkrete drift – såvel som gennem begrænsning af madspild og anvendelse af 100% veganske skønhedsprodukter.

Fjordgaarden ligger desuden i gåafstand til Naturkraft, den nyåbnede attraktion, som iscenesætter naturkræfterne på en måde, der både underholder de besøgende og gør dem klogere på naturen og menneskets indflydelse på den.