Af Redaktionen

Beskæftigelsen er steget mere for personer med handicap end for personer uden, viser en ny rapport fra VIVE. Der er dog stadig et stort uudnyttet potentiale for at få flere med handicap i job, og handicapkompenserende ordninger kan bruges meget bedre, mener ekspert.

Næsten 700.000 danskere – eller 21 procent af befolkningen – i alderen 16-64 år har et handicap. Sidste år var 58 procent af dem i beskæftigelse, mens det gjaldt 84 procent for personer uden handicap. Det viser en ny rapport fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Og selvom langt flere personer med handicap end uden, er ledige, så er beskæftigelsesgabet mellem de to grupper faktisk skrumpet fra 2012 til 2019.
Men undersøgelsen viser også, at nogle arbejdsgivere har betænkeligheder ved at ansætte personer med handicap. Hver femte adspurgte personaleleder i undersøgelsen svarer, at de i høj grad har betænkeligheder ved at ansætte personer en person med handicap, hvis vedkommende har behov for skånehensyn, arbejder langsommere eller måske har flere sygedage.

Undersøgelser viser desuden, at relativt mange blandt både personaleledere og personer med handicap slet ikke kender de handicapkompenserende ordninger som fx personlig assistance eller fortrinsadgang for personer med handicap. Det er ellers ordninger, som skal gøre det lettere for personer med handicap at komme i job.

Netop de handicapkompenserende ordninger rummer et stort potentiale for, at flere med handicap kan komme i arbejde. Det gælder ikke mindst personer, der har en kognitiv funktionsnedsættelse som fx autisme eller hukommelsesbesvær. Men det kræver, at ordningerne bliver brugt bedre end i dag.

I dag bliver ordningerne langt overvejende brugt over for personer, der har fysiske handicap, og som allerede er i job. Det er godt, men der er et stort potentiale i at bringe de her ordninger i spil for langt flere borgere, end det sker i dag. Det kræver dog, at medarbejderne i jobcentrene er opmærksomme på, at ordningerne også kan bruges til at hjælpe mennesker med kognitive handicap