Af Redaktionen

Syd- og Sønderjyllands Politi bruger mange tilgange for at opklare, om prostituerede er udsat for rufferi. Netop nu efterforskes en meget stor sag, hvor en kvinde menes at have haft kontrollen over mere end 20 bordeller.

Et stort antal bordeller i Syd- og Sønderjyllands Politikreds bliver løbende kontrolleret med besøg på de enkelte bordeller. Alene i år har politikredsen til dato udført 24 tilsyn på bordeller.

Her bliver de prostitueredes papirer kontrolleret, og de bliver afhørt om deres arbejdsforhold og spurgt ind til, om de muligvis er presset til prostitution, om de kan være menneskehandlet eller ønsker hjælp til at komme ud af deres situation.

Hvis politikredsen får indikationer i retning af, at der kan være tale om rufferi – altså om at andre tjener på kvindernes prostitution, indledes der efterforskning.

Et eksempel på det er en – har det vist sig – meget omfattende sag, hvor en nu 30-årig kvinde er sigtet og varetægtsfængslet. Det blev hun den 1. december 2020. To andre kvinder har i forbindelse med sagen været anholdt. De er afhørt og siden løsladt, men de er fortsat sigtet i sagen.
Efterforskningen har vist, at den 30-årige kvinde menes at stå i spidsen for mere en tyve bordeller i flere politikredse. Der er foretaget ransagninger og afhøringer på et større antal bordeller i flere politikredse.
Indtjeningen på bordellerne har ført til efterforskning af et hvidvask-spor i sagen. Det drejer sig om adskillige millioner kroner, og et stort antal personer er involveret i sagen.

Fængslingen af den 30-årige kvinde er foregået ved et grundlovsforhør for lukkede døre, og sagen efterforskes fortsat. Politiet kan derfor ikke oplyse detaljer om den.

Herudover efterforskes i øjeblikket tre andre sager.

Ved den dansk-tyske landegrænse er der i forbindelse med indrejsekontrollen fokus på, om den rejsende har et anerkendelsesværdigt formål for at rejse ind i Danmark.
Her er flere kvinder, der mistænkes for at ville prostituere sig i Danmark, blevet afvist på grund af, at der ikke var noget anerkendelsesværdigt formål.
Hvis der i forbindelse med kontrollen på anden måde er mistanke om forbindelse til prostitution, men vi ikke har grundlag for at afvise kvinderne, bruges oplysningerne som grundlag for en eventuel senere kontrol eller til brug for politiets efterforskning.