Af Sabina Schmidt
Fra i dag fredag indfører Island en række nye restriktioner i forsøget på at inddæmme ny smittespredning i landet.
Det drejer sig om at det fra i dag bliver et krav, at bære mundbind om bord på færger og indenrigsfly i Island, oplyser den islandske regering.
I sidste uge blev 31 nye smittetilfælde bekræftet i Island, mens torsdag var tallet 11. Det er det højeste antal smittede på et døgn siden 19. april, skriver den norske avis VG.
– For at minimere risikoen for yderligere spredning i samfundet er vi afhængige af at kunne teste tidligt, spore smittespredningen, få personer i fare for coronavirus i karantæne og indføre sociale restriktioner, siger chefepidemiolog Thorolfur Gudnason.
Fra fredag bliver antallet af personer, der kan samles, reduceret fra 500 til 100, oplyser regeringen, endvidere vil en afstand på to meter igen være påkrævet. Når denne afstand ikke kan overholdes, er det her, hvor myndighederne påkræver ansigtsmaske.
Ud over ved rejser til vands og i luften kan det også være ved frisøren, massøren og lignende services.
Museer, natklubber og andre virksomheder, der er åbne for offentligheden, hvor reglen om to meters afstand ikke kan overholdes, bør lukke midlertidigt, mener regeringen. Barer og restauranter skal lukke før klokken 23.
Island begyndte at lempe restriktioner i begyndelsen af maj. I slutningen af maj kunne landet som det andet i Europa efter Letland slå dørene op for diskoteker og barer med op til 200 gæster.
På daværende tidspunkt meldte Island, at det havde corona virusset under kontrol.
I alt er 1872 personer i Island blevet testet positive for coronavirus. Af dem er 39 i øjeblikket isoleret med smitte, mens 1823 er blevet erklæret raske igen. Ti corona patienter i landet er døde.