Af Redaktionen  

Esbjerg Seminariums Uddannelsesfond har i år uddelt 275.000 kr. til aktiviteter, der udvikler Esbjerg som studie- og uddannelsesby. Blandt modtagerne af den økonomiske opbakning er Education Esbjerg, Den Kulturelle Ungdomsfond, Syddansk Universitet, Erhvervsakademi SydVest, Aalborg University Esbjerg og studerende fra UC SYD Esbjerg.

Esbjerg Seminariums Uddannelsesfond har i 2022 uddelt 275.000 kr. til støtte for videregående uddannelser og forskning på universitetsniveau i Esbjerg og Sydvestjylland. Med støtten lever fonden op til sit formål om at styrke Esbjerg som en attraktiv studie- og uddannelsesby.

– Esbjerg skal være kendt og anerkendt som en uddannelsesby, der både er det naturlige valg for unge i det sydvestjyske område, og som også tiltrækker studerende fra andre dele af landet og fra udlandet. Derfor glæder det mig meget, at fondens bestyrelse i år har valgt både at støtte konkrete forsknings- og uddannelsesprojekter og en organisation som Education Esbjerg, der arbejder på at positionere Esbjerg endnu stærkere som en god og spændende by at uddanne sig, bo og leve i, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen, der også er formand for Esbjerg Seminariums Uddannelsesfond.

Med 50.000 kr. til Education Esbjerg og 30.000 kr. til Den Kulturelle Ungdomsfond giver Esbjerg Seminariums Uddannelsesfond en vigtig hånd til det fortsatte arbejde med at gøre Esbjerg til en attraktiv studieby.

Samspil med erhvervslivet

Esbjerg Seminariums Uddannelsesfond støtter gerne initiativer, som fremmer uddannelsesudbud, der hænger naturligt sammen med de behov, det lokale erhvervsliv har nu og i fremtiden.

Med 76.000 kr. fra fonden får Syddansk Universitet hjælp til at arrangere en business case-konkurrence for 250 studerende. Erhvervsakademi SydVest får med i alt 75.000 kr. støtte til at udvikle finansbacheloruddannelsen, sikre et godt rekrutteringsgrundlag til den nye energiteknologiuddannelse og tilpasse uddannelsens andet år til Esbjergs erhvervsliv.

Forskning og studieture

20.000 kr. af årets midler fra Esbjerg Seminariums Uddannelsesfond går til Aalborg University Esbjerg som hjælp til udstyr til projekter til kunstig intelligens og forecasting.

Som en del af fondens formål uddeler fonden i alt 24.000 kr. til tre lærerstuderende på UC SYD Esbjerg som tilskud til en studietur i udlandet.