Af Jan Poulsen

Ny udstilling på HEX! Museum of Witch Hunt, Sortebrødregade 1, Ribe

I 2015 påbegyndte kunstmaler Agnete Brinch et nyt kvindepolitisk projekt med titlen KVINDER DER FORANDRER VERDEN. Projektet består af portrætter af nulevende og historiske kvinder, som kan agere rollemodeller i kampen for ligestilling.

Fra d. 29. maj kan otte af portrætterne og seks af Agnete Brinchs skitser opleves i en ny særudstilling på HEX! Museum of Witch Hunt. Der vil både være gengangere herunder portrætter af Helle Thorning-Schmidt og Karen Blixen, men der er også malet to helt nye portrætter til udstillingen.

Når udstillingen vises på HEX! skyldes det flere ting, fortæller Leder af Historie og Formidling ved Sydvestjyske Museer, Lulu Anne Hansen:

– For det første vil vi altid gerne være med til at fremme arbejdet for ligestilling, så at udstille Agnetes smukke og stærke portrætter var oplagt, men projektet havde også en helt særlig relevans for museets tema om de danske og europæiske hekseforfølgelser”, fortæller hun.

– Heksen er nemlig en figur, som stadig bruges som reference, når vi taler om kvinder på godt og ondt. På den måde gemmer der sig også en spændende fortælling om den historiebrug, der i nutiden omgiver hekseprocesserne, og som trækker tråde mellem fortid og nutid.

Projektet har derfor også fået titlen “KVINDER DER FORANDRER VERDEN – heltinder og hekse?”

Udgangspunktet og centrum for udstillingen er Agnetes Brinchs projekt, men som et ekstra lag i udstillingen giver museet sit besyv med og trækker tråde mellem de portrætterede kvinder og heksefiguren.