Af Jan Poulsen

Danskerne kan se frem til en blæsende weekend, DMI varsler nemlig at stormen Malik rammer i løbet af lørdagen.

Varslet lyder på »farligt vejr« og gælder fra lørdag klokken 16 til søndag morgen klokken otte.

Vinden vil komme fra vest og senere fra nordvest, og på nuværende tidspunkt gælder stormvarslet de kystnære områder i Nordjylland, Nordvestjylland, dele af Djursland og Læsø.

I perioden kan der i den nordvestlige del af landet komme vindstød af orkanstyrke med en hastighed på 33 til 35 meter i sekundet.

I skrivende stund gælder risikomeldingen for storm med vindstød af orkanstyrke for mange af de vestvendte kyster. I det sydvestlige Jylland og langs kysterne i det nordligste og vestlige Sjælland er der lige nu tale om risiko for vindstød af stormstyrke.

Og selvom du ikke bor ved kysten, kan du godt begynde at tjekke havetrampoliner, tagsten og andre løse genstande.

Lørdagen bliver nemlig særdeles blæsende for os alle, understreger den vagthavende meteorolog.

Der kan også komme problemer med forhøjet vandstand i Vadehavet og de indre farvande.

I det hele taget opfordrer DMI til, at du holder øje med vejrudsigten og diverse varsler i løbet af weekenden.

Samtidig har man hos Danske Beredskaber indsat lidt over 1.800 brandfolk på vagt gennem weekenden.

Med det voldsomme vejr kan der nemlig komme stormflod, væltede træer, løse genstand på afveje, strømafbrydelser og lignende.

Råd til at stormsikre:

Bor man i hus, så ryd matriklen for løse genstande udenfor, eller spænd dem forsvarligt fast. Det er alt fra potter, større løse grene, havegrill, cykler, trampolin og hvad der findes der imellem. Tjek evt. taget for løse tagplader og -sten.

Luk alle døre og vinduer i huset, skuret, drivhuset osv. ordentligt, mens det stormer.

Er der risiko for oversvømmelse, så hav sandsække parat – du kan evt. hente dem hos dit lokale beredskab eller din kommune – og fjern vigtige ting og effekter fra kælderen.

Oplad mobilen, pc’en og andre elektroniske artikler helt, og hav gerne en opladet powerbank eller to også.