Af Redaktionen   

Mange danskere har haft mere tid under Corona, og i kølvandet på dette fik mange danskere sig en ny bedste ven.

I 2020 blev der registreret det højeste antal nye hunde i Danmark i mange år, men det er langt fra alle, der har den lovpligtige ansvarsforsikring. Og det kan blive en dyr fornøjelse. Gør din hund skade på andre dyr eller mennesker, kan det få voldsomme økonomiske følger, og i yderste konsekvens et erstatningskrav på flere millioner kroner.

Dansk Hunderegister, der registrerer alle hunde i Danmark, registrerede sidste år mere end 67.000 nye hunde i Danmark, hvilket er en stigning på næsten syv procent i forhold til 2019. I samme periode blev der dog kun registreret en lille stigning i antallet af ansvarsforsikringer til hunde på bare to procent i forhold til året før. Dermed er der altså en hel del hunde, der løber rundt uden at være ansvarsforsikrede.

Når en uforsikret hund for eksempel bider et menneske, kan ofret få udbetalt erstatning gennem garantifonden FAH, der efterfølgende kræver pengene ind hos hundens ejer. Havde hunden været ansvarsforsikret, havde forsikringen dækket erstatningen.

Det kan derfor få store økonomiske konsekvenser, hvis ens hunden ikke er forsikret. En ansvarsforsikring til nogle få hundrede kroner om året kan derfor være godt givet ud, hvis uheldet rammer.

I 2020 behandlede FAH, Foreningen af forsikringsselskaber til overtagelse af lovpligtig ansvarsforsikring af hunde, 98 sager omkring ukendte eller uforsikrede hunde. Traditionelt har antallet af anmeldelser svinget meget, fordi de skaderamte ikke er bekendte med muligheden for at få erstatning gennem garantiordningen.

Danmarks største forening for hundeejere, Dansk Kennel Klub, står hvert år for omkring en tredjedel af alle nyregistrerede hunde i Danmark. Her kommer det også som en overraskelse, at så mange hunde ikke har en lovpligtig ansvarsforsikring.

Mange hundeopdrættere har for det meste både sundheds- og ansvarsforsikret deres hundehvalpe i forvejen, inden de får et nyt hjem, og det kan gøre forsikringsdelen nemmere for de nye ejere. Forsikringerne kan nemlig overføres i den nye ejers navn, når hunden får sig en familie, og på den måde kan man undgå at komme i klemme.