Af Redaktionen

En dryppende vandhane kan faktisk koste dig dyrt – bare et dryp i sekundet koster 500 kroner på et år! Så måske lige værd at få gået efter her i starten af det nye år.

I løbet af et år kan helt op til 100.000 liter vand dryppe ud af din vandhane, hvis den ikke holder tæt. Det kan ende med at koste dig op til 6.300 kr. om året, hvis du ikke enten får det reparereret eller slet og ret udskifter vandhanen.

Mange steder står det dog heldigvis ikke så slemt til. Oftest drypper vandhanen ikke så meget, eller også får man løst problemet inden det griber om sig.

Men selv enkelte dryp kan koste væsentlig flere penge end du tror, så det kan altid betale sig at reparere en dryppende vandhane.

Hvor meget en vandhane, der drypper, koster, afhænger af, hvor meget den drypper, og hvad vandprisen er i dit område. En dryppende vandhane koster cirka:

  • Langsomt dryp (ca. 1 dråbe pr. sekund): 20 liter/døgn (7 m3/år) – ca. 500 kr./år
  • Hurtigt dryp: 80 liter/døgn (30 m3/år) – ca. 1.800 kr./år
  • Løber med tynd stråle: 275 liter/døgn (100 m3/år) – ca. 6.300 kr./år

Du kan selv få dryppene til at stoppe ved noget så simpelt som, at skifte vandhanens pakning, og det koster kun ca. 25 kr. for en ny pakning.