Tekst og fotos: Camilla Uth
Det er ikke alle mennesker der har det lige let, nogen har det faktisk så svært, så det at få en hverdag til at hænge sammen, samt det at skulle bevæge sig ud i det offentlige rum kan være en uoverskuelig opgave. Det gør det ikke lettere at være ung og have den slags udfordringer, der findes unge mennesker, der sidder derhjemme, eller endnu værre er hjemløse, unge som måske driver rundt på må og få uden at have hold i deres tilværelse. De er der, og der er flere af dem end man lige tror.
Signe Kubel arbejder hos Bindeleddet i Esbjerg Kommune, hun har en årelang erfaring med socialpædagogisk arbejde og hendes hjerte banker for de unge mennesker, der ligesom sidder mellem to stole og ikke kan finde deres vej.
Hvad er Bindeleddet?
Ja navnet siger næsten sig selv, det er noget med at være limen der binder ting og i det her tilfælde binder mennesker sammen med de ting eller andre mennesker, der kan hjælpe dem videre. Bindeleddet har to ansatte, hvor Signe Kubel er den ene, konceptet har eksisteret siden maj 2023 og siden da har de haft kontakt med 150-200 unge mennesker. Bindeleddet er en fond og et mentorprojekt for sårbare unge, Signe og hendes kollega arbejder derfor med at etablere frivillige mentorkontakter. En mentor laver forskellige aktiviteter med den unge, det kan være madlavning, træning, gåture, forskellige ting der på sigt har til formål at knytte nye sociale sammenhænge. De unge mennesker er mellem 16 -30 år og har hver deres udfordringer.
En af dem er ”Maria” (navnet ændret her fra redaktionen) en yngre kvinde som har fået en fantastisk mentor, som hun nu træner sammen med i Next Gen Fitness i Esbjerg. Michelle Jørgensen, som mentoren hedder var selv aktiv i centeret, hun er et overskudsmenneske med hjertet på rette sted, og da hun i centeret blev spurgt, om hun kunne tænke sig at være mentor og støtte person for Maria, sagde hun ja. De to træner nu sammen nogle gange om ugen, og de har så fin en harmoni og samspil, så det var et rigtig godt match.
Next Gen Fitness i Esbjerg er et privatejet træningscenter, som har til huse i MIDT I i Kongensgade. Det er Sandra Jørgensen og Morten Gregersen, der ejer træningscenteret, derudover er der Toke Beich som er SoMe manager samt Nikolaj Hansen Brix, der er personlig træner. Dette firkløver udgør tilsammen en lille kerne af ildsjæle, og de tilbyder de her unge mennesker 12 ugers gratis træning med personlig træner, og derved øger de livskvaliteten og klæder dem på til evt. at kunne fortsætte med at træne på egen hånd efter forløbet, er dette ikke tilfældet, finder de også en løsning på det.
Tonen i centeret er meget familiær, der hersker ikke tvivl om, at her passer man på hinanden, man hjælper hinanden og der har også været afholdt en fælles julefrokost i 2023, som var en stor succes, og som kun yderligere bidrog til sammenholdet blandt medlemmerne i centeret.
-Det er vigtigt at træne korrekt, siger Nikolaj, det er ham der træner de unge, og han sætter en ære i at de får mest muligt og ikke mindst det bedste ud af det, så de træner to gange om ugen i to timer, hvor de får kroppen arbejdet godt igennem, og det øger både deres humør og selvværd.
– Jeg slapper bedre af, og jeg sover meget bedre om natten, og jeg føler mig meget velkommen i centeret, alle siger hej til alle og man ønsker altid hinanden en god træning, fortæller ”Maria”. Hun er glad for at træne sammen med Michelle, og færdes sammen med hende hjemmevant i centeret. -første gang jeg trænede, havde jeg en prøvetime sammen med Nikolaj og derefter blev kontakten til Michelle etableret, fortæller hun glad, og fortsætter,-jeg er blevet mere glad, efter at jeg er startet med at træne. ”Maria” har et vikarjob en fuldtidsstilling, som hun er rigtig glad for, jobbet samt kontakten til Signe og Bindeleddet samt de ugentlige træning sammen med Michelle, er tilsammen ting hun profiterer af både mentalt og fysisk i form af bedre søvn, velvære og øget livskvalitet.
Der skal så lidt til at løfte et andet menneske, og har man hjertet på rette sted, og brænder man for at gøre en forskel, ja så falder det en helt naturligt at træde ind og tilbyde sig selv i sådan et frivillig mentorforløb, som det Michelle har sammen med ”Maria”.
-Det er dejligt at civilsamfundet og foreningslivet tager et ansvar, siger Signe Kubel fra Bindeleddet, og fortsætter- de her unge er sky, de vil helst ikke stå frem og fortælle deres historie, selvom vi prøver at fortælle dem, at de vil gøre en kæmpeforskel for mange andre unge, hvis de gør det. ”Maria” har meget modigt valgt at fortælle lidt om sig selv og sin træning samt at få taget et billede i en træningssituation, og det har vi stor respekt for.
De tager ansvar hos Next Gen i MIDT i, og de har helt sikkert hjertet på rette sted, tonen blandt de der bruger centeret og de ansatte er god, så det giver god mening at de tilbyder træning i et miljø der både er familiært og trygt, og derved er med til at gøre en forskel.