Tekst og fotos: Camilla Uth

Pernille Kelly var i tyverne, Lejligheden hun delte med sin daværende kæreste lå i Danmarksgade i Esbjerg. Hver dag på sin vej, kom hun forbi adressen Danmarksgade 25a, som lå lidt længere nede af gaden, og hver dag blev hun grebet af nostalgi, når hun så den gamle rullekone, der havde til huse bag kældervinduerne, og hver dag sendte hun hende en tanke.

I går åbnede Pernille Kelly og hendes søster Rikke Duch selv butik i rullekonens gamle lokaler, de to er kendt fra Instagram, hvor de gemmer sig bag navnet ”Loppemostrene”, dette navn pryder nu kældervinduet og lover finurlige fund.

Da Danmark blev lukket ned grundet Corona pandemien, startede de to søstre så småt deres loppevirksomhed, Rikke var den første, der begyndte at interessere sig for loppefund, men hurtigt fik hun Pernille med. Den røde tråd, der fletter det hele sammen er nemlig familie, og søstrenes mænd og deres børn er da også i kulissen en stor del af virksomheden.

Bæredygtighed er nøgleordet og konceptet er givet videre til deres døtre, dem har de tilsammen tre af i alderen 16-18 år.  Pigerne der har været med på loppemarkeder, har grebet ideen, og de har nu fået deres egen lille butik i butikken i form af et tøjstativ, hvorfra de forhandler vintagetøj.

Tid og plads til familien

Det er ikke kun pigerne der er involveret i søstrenes foretagende, deres mænd Torben Duch og Poul Kelly spiller også en stor rolle, udover at være fremragende musikere, med forkærlighed for irsk og skotsk folkemusik, hjælper de to mænd med at sætte ting i stand og ordne. Det er mest nips og pynteting søstrene køber ind, men der sniger sig også både lamper og mindre møbler med hjem, og hvor kældrene før bugnede, er det meste nu sat op i den nostalgiske kælderbutik, der med sin historie danner så smuk en ramme om konceptet.

-Vi synes det er sjovt, fortæller søstrene og fortsætter -fortjenesten er ikke så stor, men vi prioriterer at gøre noget ekstra for familien, så i påsken for to år siden var vi alle mand på en mini ferie til Tyskland, og i julen sidste år lejede vi et stort sommerhus, hvor der var plads til os alle sammen.

Der er ingen tvivl om at familiesammenholdet vejer tungt, og det er tydeligt både at se og fornemme den kærlighed, de har til hinanden, og på spørgsmålet om hvor drømmeferien evt. skulle gå hen, svarer Rikke prompte, -Leipzig!

-Så kan vi leje en minibus, med plads til alle, siger hun smilende, og Pernille fortsætter- ja og så kan vi gå på loppemarkeder vi to, mens de andre hygger sig, afslutter hun. Leipzig er ifølge søstrene et mekka for loppemarkeder, der er 800 km derned, så en familietur i en minibus, er ønskværdig. Dog vil de som nævnt ikke have resten af familien med på loppemarked, for de to kender hinanden ud og ind, og de har fælles ”fodslaw” i forhold til, hvad der rører sig. – det tager for lang tid, hvis de andre er med, griner de.

Poul Kelly nåede lige at spille lidt sækkepibe for os i går, og mon ikke det bliver en festlig tur til Leipzig, hvis den drøm går i opfyldelse, og han tager sækkepiben med i minibussen?

Butikken i Danmarksgade er et strålende eksempel på, at drømme går i opfyldelse, og at enhver rejse starter med et lille skridt, hvad der startede på Instagram har nu manifesteret sig til en fysisk butik, og det er ganske vist.