Af Redaktionen

Inge Vad Wodskou stopper som formand for 7-kanten og giver stafetten videre.

7-kanten fik pr. 1. januar 2021 brugsretten til det tidligere artillerimuseum, og det var en glad Inge Vad Wodskou, der som formand – efter mange års ihærdigt arbejde for et nyt teater- og musikhus i Varde – kunne sætte nøglen i døren til bygningen, der blandt andet skal rumme en midlertidig teatersal med plads til 150 publikummer.
Nu har hun efter en formandsperiode på 10 år valgt at give stafetten videre

– Vi er i en underlig situation i 7-kanten, hvor foreningen er lukket ned på grund af COVID-19-restriktioner. Vores generalforsamling er planlagt til den 30. marts, men jeg tror ikke, at det bliver muligt at afvikle den på det tidspunkt. Derfor har jeg valgt at stoppe nu, for jeg ved at der er rigtig mange spændende ting på programmet, når der forhåbentlig snart igen bliver mulighed for at igangsætte aktiviteter, og så vil det være naturligt, at den nye formand for 7-kanten er med fra starten, siger Inge Vad Wodskou.

Indtil den ordinære generalforsamling kan afvikles, er næstformand Jan Wessel Rasmussen konstitueret som formand for 7-kanten.
– Inge har gennem årene ydet en enorm indsats for 7-kanten, og takket være hendes brede netværk, har hun været med til at skabe en massiv synlighed omkring vores forening. Det fortjener hun en meget stor tak for, siger Jan Wessel Rasmussen.

Inge Vad Wodskou fortsætter naturligvis som medlem af 7-kanten, for som hun siger:
– Jeg har haft rigtig mange fantastiske år i og sammen med 7-kanten. De mange gode oplevelser, dejlige smil og den store indlevelse blandt medlemmerne har i den grad bidraget til arbejdsglæden som formand. Så en gang 7-kanter, altid 7-kanter.