Af Tilde Mørch

Torsdag den 3. november kl. 20.00 indtager tre internationale musikere og deres bands scenen på Café Ørested på Esbjerg Konservatoriet til en gratis koncert, hvor alle er velkommen! En koncert der er noget ud over det sædvanlige, da disse tre udviklingsstuderende er gået sammen om et musikalsk program under den fælles overskrift ”The Exchangeables”. Aftenen begynder med en sød cocktail af instrumental surf og funk, med guitar og nostalgisk fjederrumsklang – lyden af sommer i Norge. Sådan præsenterer den norske guitarist Eirik Lindtner sit projekt “Isle of Goats”, der åbner koncertaftenen.

Senere høres Norske Benedikte Kløw Askedalen i den vokale front i projektet ”How to Sallie”, som blandt andet blander folk og elektronisk pop. EP’en “Staring into the closet” bliver udgivet senere i november måned.

Koncerten afrundes af den italienske singer-songwriter Francesca Giannizzari, som præsenter en stil man kunne kalde moderne pop-country. Hun skriver sange på både italiensk og engelsk. Hun udgav singlen i 2021 ”Drunk”, som handler om at tage livtag med sine indre kampe.

Benedikte Askedalen er sangstuderende fra Universitet i Agder, Kristianstand, og er på nuværende tidspunkt udvekslingsstuderende på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg. I samtalen om de største forskelle mellem hendes hjeminstitution og konservatoriet i Esbjerg, mener Benedikte Askedalen, at der er et helt særligt sammenhold i Esbjerg mellem de studerende. Hun fremhæver særligt fælleskabet på tværs af uddannelsesretninger og niveauer. Freancesca Giannizzari, sangstuderende fra Salerno i Italien, supplerer med Konservatoriets evne til at åbne og udvide hendes musikalske horisont, og hjælpe hende til at gå sine egne veje. Et perfekt sted for nye musikalske input.

For Benedikte Askedalen har den største kulturelle forskel været prisen og tilgængeligheden af alkohol, som er langt fra den norske lovgivnings. For hende har den mest danske oplevelse været at træde ind på et af Esbjergs brune værtshuse, hvor dannebrog pyntede væggene, cigaretlugten hang i luften og højtalerne udelukkende spillede danske sange fra 70’erne. Hun kalder denne oplevelse for ret charmerende. Francesca Giannizzari mener at mødet med de danske musikalske stilarter er fascinerende at opleve, og det har inspireret hende til at dykke dybere ned i den danske kultur samt danskernes måde at gøre tingene på

Afslutningsvis forholder Benedikte Askedalen og Francesca Giannizzri sig til det danske begreb ”Hygge”, som for dem i den grad eksisterer. Udover levende lys, strikketøj og filmaftner med vennerne, understreges danskernes venlighed og måde at imødekomme andre mennesker på.