Tekst og foto: Ebbe Salomonsen og Sydvestjyske Museer

Det lå bestemt ikke i kortene, at den unge dansker der immigrerede til USA, ville få en afgørende betydning i landet ved hjælp af artikler og billeder.

Jacob A. Riis fødtes i 1849, og havde sin barndom i Ribe i et hjem med mange søskende, hvoraf flere døde som ganske unge. Hans far havde arbejde som skolelærer og deltids-skribent på den lokale avis for at supplere indtægten til middelklasse-familien.

Jacob var ikke glad for skolen og var meget rebelsk set med datidens øjne. Han ville hellere være ude i naturen eller i byen end at sidde stille i skolen. Han havde på mange måder en hård barndom og betegnede selv sit barndomshjem som forgiftet.

Men hans far havde store forventninger til, at han læste videre. Det blev i stedet til et arbejde som arbejdsdreng og senere udlært tømrer. Også dette skulle vise sig at være ulykkeligt, for dels kunne han ikke lide håndværksfaget, og dels forelskede han sig i en 15-årig pige, Elisabeth, fra Ribes rigeste hjem. Hun var plejedatter af fabrikant Gjørtz, og hun havde ikke interesse i en tømrersvend som Jacob A. Riis.

På grund af ulykkelig kærlighed til den unge pige udvandrede Jacob til USA i 1870, hvor han gik en hård tid i møde. Han endte i et slumkvarter i New York, hvor han var tæt på at gå til grunde af sult og blev fornedret i en grad, der førte til, at han overvejede at begå selvmord.

Men han fik trukket sig selv op, og ved et lykketræf blev han tilbudt en stilling som reporter på et nyhedsbureau. På dette tidspunkt var han 23 år og fandt nu sin plads, hvor han kunne bruge sit talent og evner for at kunne skrive.

Jacob A. Riis var nu journalist, og efter få år blev han politireporter ved en af de anerkendte aviser, New York Tribune. Igen kom han til at stå ansigt til ansigt med slummen. Denne gang som observatør. Han blev besat af at vise, hvor elendigt her var. Til at vise al den elendighed brugte han fotografiet. Ideen til at blive fotograf fik han ved at læse om blitzlyset og blitzpulveret. Nu kunne der fotograferes i slummen, og derved kunne han vise verden ”de mørkeste kroge”.

Han viste sine billeder til store forsamlinger over hele USA. Den første socialdokumentariske fotograf i sin samtid. Hans arbejde var på mange fronter som borger, reformist, skribent, foredragsholder og som fotograf. Dermed viede han sit liv til at kæmpe for at gøre USA til et bedre sted.

Theodore Roosevelt, som senere blev præsident i USA, var en meget aktiv politiker i New York, og han tilbragte to intense år 1895-97 sammen med Jacob. Her drog de ud på ekspeditioner i slummen, og på disse ture planlagde de, hvordan de elendige forhold, de var vidne til, kunne bekæmpes.

Jacob A. Riis blev den 6. marts 1876 gift med ungdomskærligheden Elisabeth, efter at hendes forlovede var død. De flyttede til USA, og Jacob A. Riis døde 26. maj 1914.

Den ideelle amerikaner

Jacob A. Riis er i USA især berømt for som den første at have dokumenteret børnearbejde, elendige boligforhold, sult, dårlig vandforsyning, korruption og kriminalitet i en kombination af hårdtslående artikler og barske fotografier.

Han var en eminent foredragsholder og samfundsreformator, der formåede at koble billeder og artikler sammen med gode talegaver, som han brugte til at sætte fattige og sociale reformer på dagsordenen i USA.

Tilbage til Ribe

Den 27. juni 2019 – 105 år efter Jacob A. Riis er død – åbnes i Ribe et museum, der er blevet til efter flere års arbejde, og som indeholder en fortælling eller ”et eventyr” om en fotograf og journalist, der bliver en berømt borger i USA. Hans barndomshjem i Sortebrødregade er nu blevet et museum fyldt med dokumentation for, hvordan han i mange år har arbejdet for at forbedre forholdene for fattige mennesker i USA.

Der er skaffet mange penge for at få dette ”Jacob A. Riis Museum ” op at stå, og der er lavet en film, som nøgternt fortæller historien, og som giver et godt svar på hans arbejde og de mange projekter, der blev gennemført. Filmen er en central del af museet.

Det er virkelig lykkedes at sammensætte et museum, der på en informativ måde viser de mange sider Jacob A. Riis liv og virke.

På åbningsdagen blev der holdt en koncert med tre musiker: Anders Koppel, Benjamin Koppel og Alex Riel. Anders Koppel havde i 2016-2017 komponeret et værk i syv satser for jazz – trio (saxofon, bas, trommer) og symfoniorkester. Hver sats tager afsæt i et af Jacob A. Riis ‘berømte fotografier fra livet blandt immigranterne i 1880´ernes New York. Dette musikværk er nu færdiggjort til en CD, der udgives senere i 2019 og kan købes på museet til den tid.

 

[smartslider3 slider=8]