Af Sabina Schmidt
Som Danmarks største formidler af Julehjælp har Dansk Folkehjælp siden 2006 hjulpet mere end 81.400 fattige og udsatte børnefamilier i Danmark til en bedre jul.
Efterspørgslen på Julehjælp er dog steget år for år, og selvom det tidligere på året kom frem, at fattigdommen i Danmark for første gang i mange år var stagneret, er der én ting, der står klart: Corona-pandemien har fået tag i danskerne og det danske arbejdsmarked, og Dansk Folkehjælp forventer i år at få det højeste ansøgertal nogensinde.
Allerede inden deadline for at søge julehjælp udløber, har Dansk Folkehjælp modtaget mere end 12.500 ansøgninger, og det endelige tal forventes den 1. december at lande på omkring 15.000 ansøgere. Den nye ansøger rekord betyder, at Dansk Folkehjælp skal indsamle mere end 22 millioner kr. for at kunne hjælpe alle.
Hverdagen har siden pandemiens indtog i Danmark ændret sig for samtlige danskere, men for udsatte og fattige familier har den nye hverdag været særlig hård.
Det har Dansk Folkehjælp bl.a. kunnet se på ansøgertallet til både Konfirmationshjælp, Skolestarthjælp og Feriehjælp, hvor ansøgertallet ved sidstnævnte steg markant i sommeren 2020.
Pandemien sætter også sit tydelige præg på årets Julehjælp, hvor mange af ansøgerne direkte er påvirket af krisens omfang. Tydelige tendenser tegner sig blandt de mere end 12.500 familier, der så vidt har søgt om Julehjælp:
Op mod 15.500 børnefamilier forventes at søge om Julehjælp i 2020, hvilket vil være en stigning på 6 % i forhold til 2019.
Klaus Nørlem, generalsekretær hos Dansk Folkehjælp, fortæller: -Det er naturligvis ikke overraskende, at Corona-krisen har ramt Danmarks fattige så hårdt. Men det gør alligevel indtryk, når man ser sort på hvidt, hvor mange familier, der nu har det endnu sværere, end de havde det i forvejen. Det er samtidig bemærkelsesværdigt, at 4,5 procent af ansøgerne er personer, der har mistet deres job på grund af krisen – og givetvis for første gang mærker behovet for at ansøge om Julehjælp.
En dugfisk analyse fra Arbejderbevægelsen Erhvervsråd har netop påvist, at Corona-ledigheden rammer de lavtlønnede hårdest. Blandt den femtedel med laveste lønindkomster var der 6 procent, som blev ledige i løbet af marts-juni 2020.
Hvis Dansk Folkehjælp skal hjælpe flest mulige udsatte børn og deres familier til en bedre jul, får organisationen brug for al den hjælp, de kan mønstre. Derfor opfordrer Dansk Folkehjælp alle til at bidrage til julehjælpsindsamlingen.
Erhvervslivet i hele Danmark er vigtige partnere i julehjælpsindsamlingen, og tirsdag d. 1. december afholder en række erhvervspaneler en julehjælpsindsamling 15 steder i Danmark. Sidste år indsamlede erhvervspanelerne 11.000.000 kr. på blot en time til danske børns jul. Man kan læse mere og tilmelde sig et af erhvervspanelerne her.