Af Redaktionen
Preben Kristensen vender tilbage til Det Ny Teater, når han til september spiller den voksne hovedrolle som hæleren Fagin i teatrets pragtopsætning af musicalklassikeren. Foruden Preben Kristensen kan man bl.a. opleve Jens-Christian Wandt, Ditte Gråbøl, Rasmus Fruergaard samt stortalenterne Monica Isa Andersen og Søren Torpegaard Lund.
OLIVER! er baseret på Charles Dickens udødelige roman Oliver Twist om livet på samfundets bund i victoriatidens England. OLIVER! er et af musicalhistoriens absolutte hovedværker og er en gribende, morsom, barsk og dramatisk fortælling. Den byder på stærke karakterer, et stort ensemble og en perlerække af uforglemmelige sange som ”Food, Glorious Food”, ”Consider Yourself”, ”It’s a Fine Life”, ”As Long as He Needs Me” og ”Reviewing The Situation” af den legendariske engelske musicalkomponist Lionel Bart, som også har skrevet musicalens manuskript.
En musicalsensation fra starten
OLIVER! blev uropført
i London i 1960 og blev en øjeblikkelig sensation med forrygende anmeldelser og
buldrende udsolgte huse. I 1963 blev den også en megasucces på Broadway, og i
1968 kom den femdobbelt Oscarbelønnede filmversion med Ron Moody i rollen som
Fagin. Siden har forestillingen været opført igen og igen på West End, og fra
september i år kan man for første gang opleve OLIVER! på Det Ny Teater i den
hidtil største danske opsætning.
Den gribende fortælling om drengen der
bad om mere
OLIVER! åbner i
fattighusets spisesal, hvor de forsultne børn får serveret en grydeskefuld
vælling. Oliver vover at bede om en skefuld mere til stor opstandelse for alle
– ikke mindst fattighusets forstander, den imposante Mr. Bumble. Til skræk og
advarsel for de andre børn beslutter han sig for at sælge Oliver.
Oliver flygter til London, hvor den snu Fagin får øje på den sårbare og forældreløse dreng og indlemmer ham i sin drengebande af lommetyve, og snart er Oliver indfanget i Londons underverden og et spind af intriger.
Holdet bag
Preben Kristensen er
tilbage på Det Ny Teater, hvor han skal spille rollen som den snu hæler Fagin,
der leder en lommetyvebande af hjemløse drenge. Preben Kristensen har tidligere
kunnet opleves på Det Ny Teater som bl.a. Lumiere i Beauty and the Beast,
Fantomet i Phantom
of the Opera, Max Bialystock i The Producers og senest som
Moonface Martin i Anything Goes i 2016.
Pragtopsætningen byder også på et comeback til teaterscenen efter ni års fravær for sangeren Jens-Christian Wandt, der kan opleves som den pompøse Mr. Bumble. Jens-Christian Wandt vender dermed tilbage til Det Ny Teater for første gang siden sin teaterdebut som Dr. Falke i Flagermusen for 25 år siden.
Foruden Preben Kristensen og Jens-Christian Wandt kan man bl.a. opleve skuespiller Rasmus Fruergaard som Bill Sikes, Ditte Gråbøl som Mrs. Corney samt stortalenterne Monica Isa Andersen og Søren Torpegaard Lund, som begge tidligere på året havde bærende roller i Dance of the Vampires på Det Ny Teater. I OLIVER! kan de opleves som henholdsvis Nancy og Noah Claypole. I alt medvirker over 30 skuespillere, sangere og dansere i forestillingen.
OLIVER! iscenesættes af Daniel Bohr, scenografi og kostumer skabes af Paul Farnsworth, mens Per Engström står for den musikalske indstudering. Samme kreative trio har stået bag en perlerække af Det Ny Teaters succeser bl.a. The Sound of Music, Love Never Dies, Jekyll & Hyde, Spillemand på en Tagryg og senest Dance of the Vampires. Forestillingen er oversat til dansk af Karen Hoffmann.