Af Redaktionen    Kilde Forbrugerrådet Tænk

En klimamærkning af fødevarer skal hjælpe danske forbrugere med at gennemskue de forskellige madvarers klimaaftryk. Det mener Forbrugerrådet Tænk, som nu har udarbejdet seks konkrete kriterier, som organisationen mener, at en klimamærkning skal leve op til. Det indebærer blandt andet, at ansvaret for mærket skal ligge hos myndighederne, og at både de gode og de dårlige klimavalg skal mærkes.

En undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk viste for nyligt, at danske forbrugere har vanskeligt ved at gennemskue, hvilken mad de skal vælge i supermarkedet for at mindske deres klimaaftryk.

Tre ud af fire adspurgte svarede, at de havde svært ved at gennemskue, hvilket klimaaftryk fødevarerne har. Og kun 2 ud af 1.144 adspurgte forbrugere kunne placere otte almindelige madvarer i den rigtige rækkefølge efter, hvor klimabelastende de var.

Undersøgelsen understreger ifølge Forbrugerrådet Tænk, at det haster med at få udarbejdet et klimamærke, som forbrugerne kan navigere efter i indkøbssituationen og dermed bidrage til den grønne omstilling.

Et sådan mærke skal dog ifølge formand i Forbrugerrådet Tænk, Anja Philip, leve op til en række kriterier for at sikre uafhængighed, troværdighed og forbrugervenlig kommunikation.

-Vi ved fra vores undersøgelser, at forbrugerne efterspørger mere information i indkøbssituationen om fødevarers klimaaftryk. For eksempel oplever kun 12 procent af forbrugerne, at fødevarernes indpakning – og den information og mærkning de finder der – hjælper dem til at vælge mindre klimabelastende madvarer. Derfor bør de danske myndigheder i vores øjne indføre en klimamærkning af fødevarer, som kan hjælpe forbrugerne med at træffe mere klimavenlige valg på et ensartet og oplyst grundlag. Det er afgørende, at det er oplysning til forbrugeren, og at det er modtageren, der er i centrum. Derfor foreslår vi i kriterierne blandt andet, at både gode og dårlige klimavalg skal mærkes. At det skal være muligt at sammenligne klimabelastning på tværs af kategorier, altså for eksempel sammenligne aftrykket fra en leverpostej, hummus og ost. Og så foreslår vi at kommunikere klimaaftrykket med en skala i farvekoder i mindst fem trin, som forbrugerne kan forstå, siger Anja Philip.

Forbrugerrådet Tænk vil nu sende sit bud på seks kriterier for klimamærket til Fødevareministeriet. Forbrugerrådet Tænk opfordrer samtidig fødevareminister Rasmus Prehn til hurtigst muligt at sætte sig for bordenden og få samlet alle parter om den vigtige opgave af hensyn til den grønne omstilling.

Forbrugerrådet Tænks seks kriterier for klimamærkning af fødevarer:

Myndighederne skal drive udvikling, implementering og kontrol

Det skal være muligt at sammenligne fødevarer på tværs af kategorier

Både de gode og de dårlige klimavalg skal mærkes

Mærkningen skal ideelt set være obligatorisk frem for frivillig

Mærkningen bør være en skala med farvekoder og mindst 5 trin

Mærkningen skal baseres på uafhængige klimadata udregnet på produkttypeniveau